Fra 11 til 91 år: Kan du huske dommernes tidligere guldknapper?
Har de fire dommere præferencer, når det kommer til at trykke på guldknappen? Se deres tidligere valg her.
80.
Så mange år var der mellem dommer Jarl Friis-Mikkelsens guldknap i henholdsvis første og anden sæson af TV 2-programmet 'Danmark har talent'.
Tilbage i 2015 trykkede han nemlig på guldknappen ved den 11-årige Ainda Maref - endda inden den unge fyr nåede at synge Bruno Mars' 'When I was your man' færdig på scenen.
Året efter blev det så den 91-årige Gogge - programmets ældste deltager nogensinde - der fik æren af Jarl Friis Mikkelsens guldknap.
- Jeg synes, at noget af det største talent overhovedet er at have så meget appetit på livet som 91-årig og komme og synge. Så ham var jeg ret pjattet med, fortalte Jarl Friis-Mikkelsen til TV 2 efterfølgende.
Mens Jarl Friis-Mikkelsen - i hvert fald aldersmæssigt - har været vidt omkring, så har dommer Cecilie Lassen i de to forrige sæsoner givet sin guldknap til en danser. Hun har selv en fortid som balletdanser.
I første sæson gik hendes guldknap til Trine, der twerkede sig til en guldknap.
- Du er en god repræsentant for kvindekroppen, sagde Cecilie Lassen efterfølgende til Trine.
Sidste år blev det danseren Oliver, der fik Cecilies guldknap.
- Oliver er en meget, meget dygtig danser, som er kommet ind på en af verdens fineste skoler, The Juilliard School i New York, hvilket er et vidnesbyrd på, hvilket talent han er. Det er en legendarisk skole, der uddanner de største Broadway-stjerner og folk, der danser i Beyoncés videoer og Michael Jacksons gamle crew, fortalte hun efterfølgende til TV 2.
Se dommernes guldknapper fra første sæson af 'Danmark har talent' på TV 2 i videoen øverst i artiklen. Se dommernes guldknapper fra sæson 2 i videoen nedenunder.
Guldknap vandt første sæson
Nogen vil måske mene, at Peter Frödin har en næse for talent. I hvert fald vandt Peter Frödins guldknap - beatboxeren Thorsen - den første sæson af 'Danmark har talent'.
Sidste sæson kom pianisten og Peter Frödins guldknap William på en tredjeplads i finalen.
Peter Frödin er den eneste dommer i 'Danmark har talent', der bliver sendt lørdag klokken 20 på TV 2, som har trykket på sin guldknap i denne tredje sæson af programmet.
Det blev de to piger 'Rica og Tudi', der fik hans guldknap. Det er altså første gang i 'Danmark har talent', at det ikke er en solist, der får den eftertragtede knap.
Gav guldknap i trods
Da Jarl Friis-Mikkelsen i forrige sæson gav sin guldknap til den 91-årige Gogge, gjorde han det blandt andet, fordi både Cecilie Lassen og Nabiha havde sagt nej. Det betød, at Gogge ikke gik videre.
Derfor måtte Jarl Friis-Mikkelsen efter en kort tænkepause løbe ud efter Gogge for derefter at give ham guldknappen.
At give knappen til én, der ellers var røget ud af 'Danmark har talent', skete også i første sæson, hvor rapperen TopGunn var dommer.
Her gav han sin guldknap til 'det syngende postbud' Henning efter både Peter Frödin og Jarl Friis-Mikkelsen havde sagt nej til at sende ham videre.
Det var sangeren Nabiha, der overtog pladsen i dommerpanelet efter TopGunn. Hun valgte forrige sæson at give sin guldknap til sangeren Christina, der rørte alle dommerne meget.
Faktisk stod samtlige dommere med tårer i øjnene, da Nabiha gik op til Christina på scenen for at give hende et kram efterfølgende.
- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg bare havde lyst til at gå hen og åbne hende som en bog. Jeg havde lyst til at vide mere omkring, hvad hun gik og gemte på. At hun skulle fortælle mig alle sine hemmeligheder, og at hun skulle synge dem ud, sagde Nabiha til TV 2 efterfølgende.