Underholdning

Jarl Friis-Mikkelsen står bag tv-serien 'Grethe': - Mit eget liv er lige så kaotisk indimellem

Jarl Friis-Mikkelsen håber, serien kan give børnefamilier nyt håb.

Opvasken hober sig op, forældremøderne er gået i glemmebogen og ungerne er begravet i kameraer og tablets.

Dagligdagen hos familien Bynke i tv-serien 'Grethe', der havde tv-premiere i aftes, er formentlig ikke helt ukendt for familierne, der fulgte med foran skærmen.

I hvert fald ikke for instruktøren selv.

- Mit eget liv er lige så kaotisk indimellem, men det er sjovt at holde sin familie ud i strakt arm og give den humor. Jeg kan se på andre børnefamilier også, at tiden er presset. Det er sjældent, man når at tale med børn og kone eller kæreste, for der er så meget, man skal forholde sig til, siger Jarl Friis- Mikkelsen.

Han fik ideen til serien og har også instrueret den.

Træt af at skulle være et lækkert overskudsmenneske

Op mod 700.000 danskere har allerede set den ældre og lidt mystiske Grethe, der flytter ind hos familien Bynke for, at de kan få mere tid til hinanden. 

- Det er simpelthen så dejligt. Danskerne identificerer sig virkelig med serien. Det er jeg stolt over og taknemmelig for på hele holdets vegne, siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Han håber, at tv-serien vil få danskerne til at tænke mere over, hvordan de selv bruger tiden. 

- Man skal være et lækkert overskudsmenneske med en fed karriere, nogle fede venner og leve det gode liv. Det er et ret stort krav at have hængende over hovedet hele tiden. Det, synes jeg selv, kan være svært i en småbørnsfamilie med karriere, og jeg frygter, at man glemmer at bruge tiden sammen, siger Jarl Friis-Mikkelsen. 

Holder sig væk fra sociale medier

En af de helt store tidsrøvere i familier er sociale medier, mener Jarl Friis-Mikkelsen.

- Jeg har prøvet at holde mig væk fra sociale medier. Det sluger folks tid. Jeg lyder reaktionær, men jeg kan bare godt se fordelen i, at man trækker stikket ud og er sammen med dem, man holder af. Det er ikke nok kun at trække stikket i ferien. Det skal være hyppigere, siger Jarl Friis-Mikkelsen.

I serien er det dog ikke ham, men den ældre Grethe, der har fået til opgave at få det budskab ud gennem tv-skærmen. 

- Jeg vil gerne give familierne håb ved at lade en gammel eventyrlig halvskør dame være talerør for de gode gamle værdier, siger Jarl Friis-Mikkelsen. 

Alle afsnit af serien 'Grethe' kan ses allerede nu på TV 2 Play.