85-årige Henny knækkede gåden på fire sekunder - kan du gøre det hurtigere?

Hvordan får man en kugle op i et vandglas ved kun at bruge et vinglas? Det har 85-årige Henny styr på - men har du?

Du har et vandglas, et vinglas og en lille lyserød kugle foran dig på bordet. Nu skal du få kuglen op i vandglasset ved kun at bruge vinglasset. Hvordan vil du klare det?

Sådan lød opgaven til 90 mennesker i alderen 1-90 år fredag aften i TV 2s nye bingoprogram ’Fuld Plade’.

Formålet var at finde frem til en række tal mellem 1 og 90 til seernes bingoplader - og der var stor forskel på, hvordan de 90 personer tacklede opgaven. 

Kvinderne prøvede sig frem

Den yngste deltager, der løste opgaven, var 10-årige Gustav, mens den hurtigste person blev 85-årige Henny. Hun knækkede gåden på blot fire sekunder.

- Det gik hurtigt, konstaterede hun.

I forsøget stod det også klart, at der var forskel på, hvordan mænd og kvinder greb opgaven an. Mens mange kvinder generelt prøvede sig frem med den lille kugle og de to glas, forsøgte de fleste mænd at tænke sig frem til løsningen ved at kigge på opgaven.

Mange mænd må give op

En stor del af mændene måtte dog give op, mens det lykkedes otte kvinder at klare udfordringen. 

Én mand var dog kreativ nok til at løse opgaven på en ret alternativ måde:

- Kuglen skal op i vandglasset. Jeg må ikke bruge hænderne, så jeg bruger munden, lød det fra 30-årige Ronni.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Henny Hansen og flere af de andre personer i panelet knækkede gåden.

Du kan spille med i 'Fuld Plade' hver lørdag klokken 20.30 på TV 2.

Læs mere om bingoplader, regler og præmier her