Go' 20 år: Morgenbollefyre og SM - her bliver værterne hylet helt ud af den
Normalt er det værterne, der styrer programmet, men ind i mellem bliver de hylet helt ud af den.
Fredag runder 'Go' morgen Danmark' 20 år på skærmen.
Med så mange år med livefjernsyn, går det ikke altid som forventet.
Værterne er normalt godt forberedt og har prøvet det mest. Men ind i mellem befinder de sig i en situation, der ikke er til at styre.
En fræk undertone, et raserianfald eller hudløs ærlighed er nok til at slå benene væk under selv den mest trænede vært.
Se nogle af de øjeblikke, hvor værterne bliver hylet helt ud af den, og stem på det, du synes er pinligst.
Puk Elgård prøver blindfold
Puk Elgård har fået besøg af et ægtepar, der blandt andet dyrker SM. De er inviteret i studiet for at fortælle om det, men specielt manden er meget ivrig efter også at demonstrere. Derfor har han taget lidt rekvisitter og øvelser med til Puk, der bestemt ikke er forberedt på det.
Morgenbollefyre slikker hindbær af Louise Wolff
Louise Wolff tror, hun skal lave et stille og roligt interview med to fyre, der lever af at tage ud til arrangementer og bage boller i bar overkrop. Fyrene vil dog gerne demonstrere, hvordan arrangementerne foregår, og så kan de jo lige så godt forkæle værten lidt samtidig.
Er det en abe?
Det er skønt med sommerbilleder, men det kan være svært at se dem, når skærmen er for langt væk, og så kan der nemt ske forvekslinger. Line Baun Danielsen tager fejl af en caribisk mand og en abe, og selvom hun straks selv retter, så er medvært Ole Stephensen godt forarget og pinligt berørt på hendes vegne.
Kokken får høvl for sin suppe
Hvordan smager tv-kokkens mad egentlig? Det er jo i virkeligheden kun værterne, der ved det, men denne morgen har de taget Lotte Heise med som smagsdommer. Hun er mildest talt ikke begejstret, men hun fortæller tilgengæld gerne, hvordan man både kan spare penge og lave bedre suppe.
Anne-Grethe Bjarup Riis skal have tape for munden
Som interviewer er det en gave at have engagerede mennesker i studiet. Men det kan også blive lidt for meget af det gode. Morten Resen har svært ved at få en debat igang denne morgen, for Anne-Grethe Bjarup Riis vil helst ikke lade sin modstander få et ord indført.
Hvilket klip synes du, er det bedste?