GO'

Go' 20 år: Morgengymnastik og milde morgensmøger - husker du det første program?

Det er tyve år siden, TV 2 for første gang ønskede hele Danmark god morgen.

Nerverne sad uden på 90'er-tøjet, da Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim bød danskerne indenfor i et spritnyt studie og med et spritnyt koncept den 2. december 1996.

- Jeg var nervøs. Selvfølgelig. Det var en meget speciel morgen. Jeg havde fået en fin orange spadserdragt på, og jeg gik ellers aldrig i sådan noget tøj, og så var det min premiere på TV 2, så det var noget helt særligt, husker Cecilie Frøkjær.

Hun var stadig journaliststuderende og midt i at skrive hovedopgave, da programmet gik i luften.

Jeg sov i halvanden time, og ellers lå jeg bare vågen og spekulerede på, hvordan det skulle gå

Michael Meyerheim, tidligere vært på 'Go' morgen Danmark'

Hendes bedre halvdel i programmet, Michael Meyerheim, havde været vært i otte år, men det var ikke nok til at ryste premierenerverne af sig den morgen.

- Det var rimelig nervepirrende. Aftenen før sad jeg og talte i telefon med redaktionschef Karen Thisted til ret sent. Jeg husker det som om, jeg sov i halvanden time, og ellers lå jeg bare vågen og spekulerede på, hvordan det skulle gå, siger Michael Meyerheim.

Hør Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim byde velkommen for allerførste gang i Go' morgen Danmark

Forventningerne var store, da Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær bød "Go' morgen" første gang.

Et dødsdømt koncept

Morgenfjernsyn var i 1996 et stort set ukendt fænomen i Danmark. 

TV 3 var kort inden 'Go' morgen Danmark's premiere gået i luften med deres bud på morgen-tv til danskerne.

Men det program holdt kun et år, inden det blev pillet af igen.

Medieforskere råbte og skreg om, at nu var morgenerne ødelagt landet over.

Cecilie Frøkjær, tidligere vært på 'Go' morgen Danmark'

Morgen-tv var nemlig ikke nødvendigvis velkomment i de danske hjem. 

- Medieforskere råbte og skreg om, at nu var morgenerne ødelagt landet over, og at det ville blive amerikanske tilstande. Der var et kæmpe fokus på alt det dårlige, det kunne føre med sig, så vi var ikke klar over, om danskerne ville tænde for os, siger Cecilie Frøkjær. 

Ministerbilerne skulle holde i kø

For at lokke danskerne til havde Michael Meyerheim og redaktionschef Karen Thisted i flere måneder ledt efter den helt rigtige opskrift på succesfuldt morgen-tv.

- Vi studerede mange af de udenlandske morgen-tv-udsendelser. Vi ville have noget, der var afvekslende. Det skulle indeholde tips og tricks om madlavning og sundhed, men også være dagsaktuelt. Karen Thisted brugte den vending, at morgen-tv skulle være et program, hvor ministerbilerne holdt i kø, når der var en vigtig politisk dagsorden, siger Michael Meyerheim. 

Presset for succes var stort, og derfor blev der tænkt længe over de første gæster.

- Vi ville gerne sætte fra land med den bedste besætning. Man vil gerne have lidt stjernedrys ud over det hele, siger Michael Meyerheim. 

Se nogle af de første sundhedstips, som Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim leverede til seerne.

Poul Schlüters kone instruerer i morgengymnastik i det allerførste program af Go' morgen Danmark, og det er en udfordring for de to værter.

Stjernedrys på en decembermorgen

Stjernedrysset bestod af Thomas Helmig, der spillede med band i studiets orange sofaarrangement og Anders Lund Madsen, der fortalte om sit nyeste eventyr som taxachauffør i programmet 'Taxa-Madsen'.

Krumme, der var aktuel med 'Krummernes Jul' i 1996, fik en cola med Michael Meyerheim, og Skønhedsekspert Dennis Knudsen var taget ud til Sanne Salomonsen, så seerne kunne få hendes skønhedstips og høre om hendes morgenrutiner. 

- Det lyder som en helt anden tid, og det var det jo også for tyve år siden. Men på en måde er det jo meget tilfredsstillende, for det viser virkelig, at vi var en del af tidsånden, siger Michael Meyerheim.

I 90'erne kunne man sagtens snakke om sundhed, skønhed og smøger i samme åndedrag, som Sanne Salomonsen gjorde i det første program. 

Da det første program af Go' morgen Danmark rullede over skærmen, var det med skønhedsekspert Dennis Knudsen, der besøgte Sanne Salomonsen for at høre, hvordan hun holder sig ung og smuk.

Lettelse efter rulleteksterne

Michael Meyerheim kan se på sig selv, at han var nervøs de første 20 minutter af programmet.

Derefter begyndte de to værter at slappe mere af i deres nye rolle. 

- Da det første indslag var gået over skærmen, så kom der lidt ro på, og så følte jeg mig hjemme. Cecilie, der var debutant, klarede sig godt fra starten, og da morgenen var færdig, tænkte jeg, at vi ikke kunne gøre det bedre, husker Michael Meyerheim.

Jeg blev helt vildt overrasket og enormt glad.

Michael Meyerheim, tidligere vært på 'Go' morgen Danmark'

Derfor var det først og fremmest også en følelse af lettelse, da de første rulletekster kom på. 

- Det gik faktisk meget godt. Der var ikke nogen eller noget, der brød sammen, husker Cecilie Frøkjær.

Klapsalver fra kulissen

Straks efter det første farvel, ventede der de to værter lidt af en overraskelse. 

- Cecilie og jeg var meget optagede af de 2,5 time, vi var på, og vi var dybt koncentreret. Da vi sagde tak for i dag og på gensyn, og så brød der klapsalver løs, og så tænke jeg, det var da besynderligt, hvor kommer det fra?

I mørket af kulisserne havde der samlet sig en hel kødrand af chefer og kollegaer, der var nysgerrige på det nye koncept.  

- Jeg blev helt vildt overrasket og enormt glad. Det var en lettelse, at det havde været et godt forløb, og vi var helt høje og vildt stolte, da vi var færdige, siger Michael Meyerheim.

I den første uge, Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim guidede gennem morgenerne på TV 2, så 113.000 danskere med hver morgen. 

Det svarer til, at næsten 70 procent af de danskere, der tændte tv'et om morgenen, så 'Go' morgen Danmark'.