Derfor er både Master Fatman og børn stadig vilde med Rasmus Klump
Den danske tegneseriebjørn, som har en forkærlighed for pandekager, fylder 65 år torsdag.
Han ser sød ud - og det er han også.
En lille håndfuld børnehavebørn er ikke i tvivl om, hvad de mener om den velkendte bjørn med røde smækbukser og den blå hue.
På trods af sine 65 år på den polkaprikkede bag, udgives der fortsat nye historier om den danske bjørn, der er blevet kendt i store dele af verden.
- Det er så populært, at det er en af Danmarks største litterære eksportartikler. Overgået af Kierkegaard og H. C Andersen ganske vist, men på linje med Karen Blixen, hvis man måler det i antallet af sprog og lande, det udkommer i, fortæller Søren Vinterberg i 'Go' morgen Danmark'.
Han er Rasmus Klump-kyndig, anmelder og journalist ved Politiken og i morgenprogrammet i anledning af jubilæet.
I videoen øverst kan du høre, hvad udvalgte børnehavebørn synes om Rasmus Klump.
De basale, gode værdier
Er Rasmus Klump også for voksne? Morten Lindberg, der er bedre kendt som 'Master Fatman', er fortsat begejstret for de tegnede eventyr.
- Jeg læste det som barn, og blev betaget af den ret fantasifulde verden. Især flippede jeg rigtig meget ud over, at alt kunne lade sig gøre, siger han i 'Go' morgen Danmark'.
- Det er alle de basale, gode værdier. Man skal være klar til livet, og man skal være modig. Alting skal nok gå, og man skal have gode venner og passe på hinanden, siger Morten Lindberg.
Søren Vinterberg mener, at voksne kan lære af de samme værdier om mod på livet og optimisme.
- Og samtidig en venlig omgangstone mellem mennesker, det kunne vi såmænd godt lære en hel del af.
Behøver ikke konflikt og fare
Den danske tegneserie, der torsdag fylder 65 år, handler om vennernes eventyr med skibet 'Mary'. De møder forskellige dyr i den fantasifulde og børnevenlige verden, men Rasmus Klumps univers er også uden den store dramatik, og det er helt okay, mener Morten Lindberg.
- Så behøver det vel ikke at være så pokkers konfliktfyld og farligt, når man er tre år og hedder Paloma eller fem år og hedder Alexander.
Den danske dj og sanger er glad for alle figurerne i tegneserien, men særligt én skiller sig ud - nemlig pingvinen og styrmanden Pingo.
- Pingo er ret fed, for han er den første til at hjælpe altid. Han er virkelig en god kammerat, siger han.
Og så involverer historierne massevis af pandekager.
- Man ender derhjemme, og mor har bagt rigtig mange pandekager - et kæmpe tårn. Det er meget sund ting at vide for børn: Man kan sagtens tage ud og opleve noget, og det går nok også.