Vild med dans

Dansen hun har glædet sig til i ugevis - på fredag bliver det en realitet

Skuespilleren Laura Bach og partneren Michael Olesen gik fredag aften videre til kvartfinalen i 'Vild med dans'.

Det er flere år siden, Michael Olesen sidst har stået i en kvartfinale og hele otte år siden, han sidst har stået i en semifinale.

Nu synes en god placering at være inden for rækkevidde. 

Han er i hvert fald nået til kvartfinalen i årets 'Vild med dans' og skal på fredag kaste sig ud i en argentinsk tango med skuespilleren Laura Bach.

Lige netop den stilart har den 37-årige skuespiller glædet sig meget til at prøve. 

- Jeg er ekstra glad for, det er den argentinske tango. Det er ikke nogen hemmelighed, at den har jeg båret nede i maven som et håb om at få lov til, sagde Laura Bach til TV 2 efter programmet fredag aften. 

Se interviewet med Laura Bach og Michael Olesen i videoen øverst og se dem danse jive i videoen her.

Se Laura Bach og Michael Olesen i en jive

Stolt over top fire

Alle parrene skal næste fredag danse den argentinske tango, og Laura Bach har set frem til dansen i lang tid. 

- Laura nævnte for mig den første dag, vi trænede, at det var den dans, hun glædede sig allermest til at prøve, og så sagde jeg til hende: "Så skal du nå langt, Laura. Så er det på med arbejdshandskerne og derudaf," sagde Michael Olesen. 

Den 34-årige danser fejrer i år ti års jubilæum i 'Vild med dans', og det fejrer han med en af sine bedste placeringer nogensinde.

- Jeg er så stolt over, at vi er blandt de sidste fire. Det er så fedt. For mit vedkommende er det længe siden, jeg har gjort det, siger han. 

Den sidste gang, Michael Olesen nåede til en kvartfinale, var i 2012 med Camilla Bendix - og tilbage i 2008 nåede han til semifinalen med Anne-Grethe Bjarup Riis.

- Jeg glæder mig så meget til at danse med Laura næste fredag. Hvis vi er heldige at gå videre til semifinalen, så vil jeg glæde mig endnu mere. Det ville være så vildt, sagde han. 

Nu skal der i hvert fald trænes løs - lørdag morgen klokken 9 begynder de allerede, afslørede parret.

Se Laura Bach og Michael Olesens umiddelbare reaktion efter dansen i videoen her.

Se parrets reaktion efter dansen.