Voice Junior

Finalen nærmer sig i Voice Junior: - Vi er sammen om det her

Konkurrencen spidser til i 'Voice Junior', men det er ikke noget, der påvirker deltagernes forhold til hinanden. Men nerverne kan efterhånden mærkes.

Der har været sang, dans, tårer og grin.

I næsten syv uger har vi fulgt Freja, Oliver og Karoline. Lørdag aften skal de hver især skal på scenen og overbevise folk hjemme i stuerne om, at det er lige præcis dem, der skal stå tilbage som vinder af denne sæson ’Voice Junior’.

Og selvom det kun er en af dem, der ender op med trofæet og rejsegavekortet, er de stadig de bedste venner.

- Vi har et godt fællesskab og nyder det bare. Der er ikke konkurrence mellem os, vi er sammen om det her, siger Freja.

Vindmøller og øjenvipper

Sådan stemmer du i Voice Junior

Stem på din favorit ved at sende en sms med deltagerkoden til 1234.

Karoline: KARO

Freja: FREJ

Oliver: OLIV

Pris 5 kr. 14 dages fortrydelsesret frafalder. Du kan højest sende 9 sms-stemmer.

De to andre synes heller ikke, at det har ændret noget mellem dem, at finalen nærmer sig – i hvert fald kun på en god måde.

- Jeg kan ikke rigtig mærke konkurrencen, for vi synes bare, at det er sjovt og prøver at gøre vores bedste, siger Karoline.

Hun kan til gengæld mærke på nerverne, at afgørelsen er lige om hjørnet. Men det er der heldigvis råd for.

Karoline kan nemlig afsløre, at hun har et trick, hun bruger, inden hun går på scenen.

- Jeg slår vindmøller, fordi det får mig til at slappe af, siger hun.

Og hun er ikke alene. Oliver har også en slags ritual, inden han går på scenen.

- Hver gang har jeg lige fået et ønskehår (et øjevippehår, red.). Og hvis der ikke falder et af, så river jeg et af, siger han.

Om deres ritual hjælper dem i finalen, kan du se klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.