Voice Junior

Voice Junior: Her er de tre finalister

Tre 'Voice Junior'-deltagere er nu videre til finalen. Se deres optrædener lige her.

Efter lørdagens semifinale i 'Voice Junior', var der både smil og tårer. Tre deltagere gik videre og kunne efter afstemningen kalde sig finalister.

Men det er ikke dem alle tre, som det er gået op for endnu. Freja tror lige, at hun skal bruge lidt tid.

- Jeg forstår det stadig ikke. Måske går det op for mig i morgen en gang, siger hun efter aftenens program.

Oliver fra Aarhus var også meget berørt af sin nye titel som finalist.

- Det er den fedeste oplevelse, jeg nogensinde har haft, da mit navn blev råbt op, siger han.

På næste lørdag vil det derfor være Freja fra Team Wafande, Karoline fra Team Joey og Oliver fra Team Oh Land, der skal på scenen igen og dyste om, hvem der skal være vinder af Voice Junior 2016.

Imens tre deltagere gik videre, blev det desværre til at farvel til Kerem fra Team Joey, Ida fra Team Oh Land og Marius fra Team Wafande.

De tre finalister er: 

Freja

Freja leverede en overbevisende version af Rihannas ’Love on the brain’, og fik ifølge Oh Land fik superkræfter på scenen. Også Frejas egen coach Wafande var blæst bagover.

- Det er vanvittigt, hvad du kan med din stemme. Jeg er fuldstændig paf over, hvor dygtig du er, sagde han.

- Du bliver ved med at udvikle dig. Jeg har aldrig mødt et menneske, der øver så meget som du gør.

Se Freja synge 'Love on the brain'

Karoline

’Voice Juniors’ yngste deltager indtog med sine kun 11 år scenen med nummeret ’Dybt vand’ med Svedstrup og Vendelboe.

- Jeg var ved at tude. Det er vanvittigt at så lille pige kan fylde så stor en scene. Tusind tak, du er en sprallebasse uden lige, sagde Joey.

Se Karoline synge 'Dybt Vand' i Voice Junior semifinalen.

Oliver

Oliver sang sig ind i alles hjerter, da han siddende på en cykel sang sin version af Elvis’ ’Can’t help falling in love’.

- Du slår benene væk under mig gang på gang. Jeg tror ikke, at jeg har trukket vejret de sidste to minutter imens du spillede, fordi du har sådan en indlevelse, sagde hans coach, Oh Land.

Oliver havde lovet sig selv, at der ikke skulle fældes nogle tårer, men de var svære at holde helt tilbage – også for Joey Moe. 

- Jeg havde bestemt mig for ikke at græde til semifinalerne, men nu er jeg godt i gang. Du synger så vanvittigt knægt, sagde manden bag Team Joey.

Se Oliver synge 'Can't help falling in love'