Underholdning

Ungdomsserien, der har taget Skandinavien med storm

Den bliver kaldt genial og er på tusindvis' læber for tiden. Få forklaringen på, hvorfor norske 'SKAM' er så populær.

'Har du set SKAM?'

Sådan spørger rigtig, rigtig mange danskere - særligt unge - hinanden om i disse dage. For første hele afsnit af tredje sæson er lige om hjørnet, og norske NRK, som er en pendent til vores Danmarks Radio, er allerede begyndt på deres helt egen 'SKAM'-måde at tease for sæsonstarten.

Serien bliver nemlig ikke vist i fjernsynet, men kun på NRKs hjemmeside, hvor der i ugen op til afsnittet vises små bidder med de populære unge fra serien. Alt dette er ledsaget af billeder, sms-korrespondencer og små videoer fra hovedpersonerne, som også agerer på de sociale medier.

Her kan du se et eksempel på en sms-korrespondence fra den nye sæson:

Danskere elsker det

Dét er nyt og vist sig at være en stor succes. Eksempelvis blev første afsnit af anden sæson med Noora som hovedperson set 682.000 gange på nettet, og åbningen af tredje sæson natten til søndag har allerede slået rekord. Blot et døgns tid efter havde 582.749 unikke brugere allerede besøgt skam.p3.no - 55.000 af dem var fra Danmark.

Og ifølge NRK har omkring 280.000 danskere været forbi NRKs hjemmeside for at se 'SKAM' i løbet af de sidste tre måneder.

Og hvad handler serien så om?

Jo, den handler såmænd om en gruppe unge nordmænd, der er startet i gymnasiet og tumler med venskaber, kærlighed, forældre og skolen.

I første sæson fulgte man Eva, som havde både problemer med at blive holdt uden for, mistro til sin kæreste og forældre, der ikke var til stede derhjemme. I anden sæson følger man Noora, der forelsker sig i en fyr, som hendes veninde har været sammen med og har følelser for. Og kommende sæson skal handle om Isak, der muligvis er homoseksuel.

Modig og unik lancering

Lanceringen af den nye sæson natten til søndag har været ventet af rigtig mange. Og man kan undre sig over, at nogen vælger at tease for en sæsonstart på et tidspunkt, hvor rigtig mange sover. Men de unge sover ikke. De er sikkert til fest, ligesom de unge i serien er i det teasende klip. Og det er netop dét, der er med til at gøre 'SKAM' til en kæmpesucces.

- Det er en helt ny måde at tænke på. Der er en fest, det foregår der, hvor du måske selv er til fest. Det er meget, meget nyt og rigtig, rigtig spændende. Og så er det gået helt vildt godt, siger Keld Reinicke, der er ekspert i tv-serier i 'Go' morgen Danmark'.

Og Nathalie Larsen, der er ekspert i sociale medier, er fuldstændig enig:

- Den fanger teenagelivet fuldstændig i sin form, formidling og distribution. Den adopterer teenagelivet, den afbilleder det ikke bare. Det er så ægte med den måde, hvor vi hopper ind og ud af virkelighederne hos personerne.

Skuespillerne fortæller videre

Et godt eksempel på, hvordan 'SKAM' lykkes med at blande virkelighed og fiktion er den første 'teaser', som altså foregår til en fest hos Eva. Her ender det med, at politiet tropper op, og da Isak forsøger at snige sig væk, støder han ind i en politikvinde, som spørger efter hans navn. Han opgiver et falsk, og da hun kalder over sin radio for at tjekke ham, stikker Isak af og løber hen til sin ven Jonas, som venter på sin cykel.

Her slutter klippet, men det lever videre alligevel. For Isak tager efterfølgende sin smartphone op og filmer en lille video, som han lægger på sin Instagramprofil. Se klippet herunder:

Du kan se de små videobidder, sms-korrespondancer og instagramvideoer fra hovedpersonerne HER

Og se det fulde afsnit på NRKs hjemmeside.