Voice Junior

Olivers blå bog: - Jeg vil gerne lave en sang med Christopher

TV 2 har lavet en blå bog med alle deltagerne i 'Voice Junior'. Her kan du lære Oliver bedre at kende.

Det var en sommerfuglefyldt mave, som 12-årige Oliver gik på scenen med under de første blind auditions i Voice Junior. 

- Lige inden jeg gik ind, havde jeg mange sommerfugle i maven. Men det blev bedre og bedre, da jeg stod på scenen, fortæller han til TV 2.

Alle tre coaches var vilde med Oliver, der sang Bruno Mars' 'When I was your man' og vendte sig derfor alle rundt.

- De vendte sig allesammen, så der blev jeg meget glad. Jeg tror, at jeg begyndte at græde. Jeg blev meget overvældet.

Oliver endte med at vælge Oh Land. 

- Jeg havde besluttet, at jeg ville vælge Oh Land inden. Også selvom de andre sagde nogle rigtig søde ting.

Oliver, 12 år

Har du nogle søskende?

- Nej.

Hvad hedder dit kæledyr, og hvad er det for et dyr?

- Jeg har en hund, der hedder Valentin. Det er en chihuahua. Den er langhåret, og vi har haft den i snart fem-seks år.

Hvad er din yndlingsfarve?

- Ja, det er sort. Det er vist ikke rigtigt en farve. Jeg synes, at sort passer til alting.

Hvad er dit yndlingsdyr?

- Det er en hund. En chihuahua.

Hvad er din livret?

- Boller i karry, pizza og sushi. Jeg kan ikke lide wasabi. Jeg har engang smagt noget, der var rigtig stærkt, men jeg kom over det.

En af Olivers livretter er sushi. Men han spiser ikke wasabi.

Hvad er dit yndlingsfag i skolen – og hvorfor?

- Det er nok musik og idræt. Hvis jeg skulle spille et instrument, er det guitar, men ellers synger jeg mest i klassen. Hvis jeg skulle lære et instrument, er det guitar.

- I idræt kan jeg bedst lide at spille høvdingebold, stikbold, basket - alt med en bold, man kan kaste.

Hvem er din yndlingsmusiker/band – og hvorfor?

- Jeg er meget vild med Oh Land. Min yndlingssang med Oh Land er 'White Nights'. Og så kan jeg godt lide sådan noget som MØ og Christopher.

Hvem ville du helst synge duet med i hele verden?

- Det skulle være en af mine yndlingssangere. Nok mest Oh Land eller MØ. De har en fed genre, og deres musik er god. Det er lige det, jeg godt kan lide.

Oliver vil synge en duet med Oh Land eller MØ.

Hvornår begyndte du selv at synge?

- Jeg har altid gået og sunget lidt, fordi min mor har gjort det. Men jeg begyndte rigtigt at synge, da jeg var omkring 10 år. Det var der, det virkelig gik op for mig, at det var en interesse at synge. Jeg var med i en musical, og der gik det op for mig.

Har du prøvet at optræde for nogen – og i så fald for hvem, hvor og hvordan?

- Jeg har prøvet at optræde til min kusines konfirmation, og så til en 'Les Misérables' på Aarhus Teater.

Hvad er den bedste bog, du har læst?

- Jeg læser ikke bøger, så det kan jeg ikke sige.

Hvad er din yndlingsfilm?

- Der kommer en yndlingsfilm snart. Den ene hedder ’Gælden’. Det er en film, jeg spiller med i. Der spiller jeg hovedrollen som barn. Og den anden hedder ’Dyrenes hemmelige liv’. Det er en film, hvor man ser, hvad dyrene laver, når man ikke er hjemme.

Hvis du fik 1.000 kroner, hvad ville du så bruge dem på?

- Jeg ville spare dem op. Jeg har bedre brug for dem, når jeg bliver større.

Hvad vil du være, når du bliver voksen?

- Jeg vil helt vildt gerne være sanger, hvis jeg får muligheden for det. Ellers vil jeg gerne være skuespiller.

Hvad står øverst på din ønskeseddel til din fødselsdag/jul?

- En drone. Sådan en virkelig god drone. En hvid med et godt kamera. Jeg laver nogle gange noget youtube, og derfor vil jeg gerne bruge den til at udforske verden og lave nogle fede klip.

Oliver ønsker sig en drone, så han kan lave 'fede videoer af verden'.

Hvor vil du gerne på ferie, hvis du selv kan vælge?

- Jeg har engang skrevet om en ø i skolen, og der skrev jeg om Hawaii. Jeg synes, at det er en spændende ø, fordi den bare er en vulkan, der er gået i udbrud.

Hvem ville du allerhelst møde i hele verden – og hvorfor?

- En af mine ønsker var Oh Land, men den er gået i opfyldelse. Jeg vil gerne møde Christopher. Jeg gad godt, hvis vi kunne lave en sang sammen. Eller noget andet fedt.