Serieland

Pjattet med Dicte? Her er fem aktuelle krimiserier, der gør søndagen lettere

Kan du heller ikke nøjes med en enkelt krimiserie? Her får du fem andre spændingsserier, der kan få dit hjerte til at spring et slag over.

Krimigenren gør sig både godt på skrift og tv. Så godt, at man kunne foranlediges til at tro, at genren efterhånden var en smule tyndslidt.

Men det er helt modsat. 

Herhjemme kører krimiserien 'Dicte' på tredje sæson - og ud fra anmeldelser at bedømme har serien fået en stærk start med masser af tempo. Også i TV 2 PLAYs egen serieanmelderprogram 'Serieland' har 'Dicte' fået rosende ord med på vejen.

- Man får action fra første sekund her i 'Dicte'. Der er et bryllup, og så ved man ligesom, at den er gal. Så kan det kun gå nedad bakke derfra, siger Frederik Dirks Gottlieb, der er en af værterne på 'Serieland'. Se resten af anmeldelsen øverst i artiklen.

Vil du vide, hvor mange stjerner den får, kan du se hele afsnit 11 af 'Serieland' på TV 2 PLAY.

Men er du også en smule besat af spænding i hverdagen, så har vi her fem andre virkelig gode bud på, hvordan du får stillet din krimisult. Alle fem serier kan ses på en streamingstjeneste nær dig, og alle fem serier er højaktuelle i øjeblikket. 

Fem krimiserier, der får dig til at glemme det gode vejr

  1. The Last Panthers

    'The Last Panthers' er en fransk-bristisk krimi, der har sikret prominente britiske skuespilslegender som John Hurt og Samantha Morton i hovedrollerne. Serien kommer hæsblæsende fra start, da vi begynder midt i et diamanttyveri. Tre gerningsmænd flygter, og sporet fører først forsikringsagenten Naomi til Serbien - og senere også det franske politi. Nærmere bestemt en ellers slumrende forbryderklan, der går under navnet 'Panthers'.

    Første og eneste sæson af 'The Last Panthers' kan ses på HBO Nordic.

  2. River

    'River' handler om kriminalagenten John River, der ser døde mennesker. Det lyder muligvis som noget, du har hørt før... pssst 'Den Sjette Sans'. John River er i så fald en ældre udgave af drengen, der har lært, hvordan han skal udnytte sit særlige talent som betjent. Drabet, som serien kredser om, er drabet på John Rivers nu tidligere partner-in-crime Jackie Stevenson. John Rivers spilles i øvrigt fænomenalt af Stellan Skarsgaard.

    'River' er en BBC One-serie, men kan ses på Netflix.

  3. American Crime

    'American Crime' har succesfuldt klaret sig igennem tre sæsoner, der alle tager udgangspunkt i nye sager og tvinger dets seere til at se nærmere på fundamentale problemer ved det amerikanske retssystem og i det amerikanske samfund i det hele taget. Felicity Huffman, som du måske kender fra 'Desperate Housewives', har en tilbagevende rolle i alle tre sæsoner.

    'American Crime' kan ses på Viaplay.

  4. The Night Of

    'The Night Of' er en rendyrket krimi, der helt klassisk begynder med et mord. En ung fyr med pakistanske rødder laver et mindre sidespring fra dydens smalle sti. Han møder en pige, og så stikker det ellers af derfra. John Turturro er en eksembefængt forsvarsadvokat, der hjælper ludere og lommetyve til en retfærdig rettergang, da han pludselig lander med en sag, hvor klienten med stor sandsynlighed er uskyldig.

    Du finder 'The Night Of' hos HBO Nordic.

  5. Luther

    'Luther' er en engelsk krimiserie med hårdtslående Idris Elba i hovedrollen som kriminal betjent. Du har set Idris Elba i 'The Wire' og tænker måske, er han engelsk? Men ja, Edris Elba er faktisk fra England, selvom han er superoverbevisende som narkohandler fra Baltimore i USA. 

    Han spiller en klassisk betjent-karakter, der på den ene side lukker sager, men som også har sine helt egne metoder for at nå dertil. 

    Serien har allerede fire sæsoner på bagen - hver sæson er mellem to og seks afsnit lange, så det er overskueligt, selv hvis du ikke er begyndt på den endnu.

    'Luther' finder du på Netflix.