Wagner dør
Se den dramatiske scene fra Dicte, hvor Wagner bliver skudt.
Ét skud i maven, og Lars Brygmann - i Dicte kendt som kriminalkommisær Wagner - var ude af serien.
Mandag aften fik seerne så mulighed for at stille deres spørgsmål til netop Lars Brygmann - og her var det særligt ét spørgsmål, der gik igen:
Hvorfor skulle Wagner dø?
Et spørgsmål, som Lars Brygmann havde en god forklaring på.
- Det var min egen beslutning. For jeg kunne mærke, jeg havde lyst til noget andet. Jeg var glad for Dicte, men jeg følte også, jeg var færdig med Wagner, fortalte Lars Brygmann i livechatten og fortsatte:
- Så jeg spurgte, om han måske kunne komme ud af serien. Selvom jeg selv bliver chokeret, når jeg ser det nu, så har det givet nogle fantastiske muligheder. Det er en god løsning.
Skal i gang med nye projekter
Præcis hvad der nu skal ske i Lars Brygmanns karriere, vil han dog ikke løfte hele sløret for.
Han sagde dog, at han skal tilbage til teatret - og det skal foregå i Aarhus, hvor også ‘Dicte’-serien som bekendt er optaget.
Men hvad der mere præcist skal foregå på de skrå brædder, holder skuespilleren stadigvæk hemmeligt.
Kommer ikke til at savne Wagner
Uagtet fremtiden bliver det dog ikke til mere Wagner.
- Jeg kommer ikke til at savne Wagner. Ham var jeg færdig med. Sådan er det med nogle roller, man tænker: Nu har jeg ligesom været inde i ham og forstået ham.
Lars Brygmann fortæller dog, at han har været meget glad for at spille den finurlige og småvrisne Wagner, der på mange måder var tv-seriens komiske indslag med sine altid tørre og ufrivilligt komiske kommentarer.
Herunder kan du læse flere spørgsmål fra live-chatten:
Se den dramatiske scene fra Dicte, hvor Wagner bliver skudt.
Hej Lars, fantastisk arbejde. Hvis du ikke skulle spille Wagner, hvilken karakter ville du så spille, i Dicte?
Jeg ville gerne spille Dicte. Serien skulle så måske hedde Derick. Det siger jeg, fordi det er hovedrollen. Men jeg synes også, at Bos rolle er sjov. Det er der flere, der er.
Er det nogensinde irriterende hele tiden at blive genkendt som enten Wagner eller for den sags skyld Lacour?
Nej, det generer mig ikke. Jeg er ikke plaget af det og lægger ikke mærke til det. det er mest dem, jeg er sammen med, som lægger mærke til det. Folk er jo venlige og ordentlige. Det må være hårdere at være politikere, der skal stå på måls for deres politik. Jeg spiller jo bare en karakter.
Hvilken scene var den fedeste at lave?
Det er jo sjovt at køre hurtigt i bil. Der var også en slåkamp på Aros, og han var rigtig dygtig. Det var sjovt at indøve og lave det. Og kaste rundt med hinanden i så smuk en bygning som Aros. Det husker jeg som rigtigt sjovt. Og der var ingen stuntmænd inde over.
hvem bestemte at du skulle død i serien ?
Det var min egen beslutning. For jeg kunne mærke, jeg havde lyst til noget andet. Jeg var glad for Dicte, men jeg følte også. jeg var færdig med Wagner. Så jeg spurgte, om han måske kunne komme ud af serien. Selvom jeg selv bliver chokeret, så har det givet nogle fantastiske muligheder. Det er en god løsning.,