Toppen af poppen

50 års jubilar bliver overrasket i 'Toppen af poppen': - De tog fuldstændig røven på mig

Bandet Gnags, der har påvirket flere generationer, har i år 50 års jubilæum. I programmet 'Toppen af poppen' blev forsanger Peter A.G. overrasket.

Peter A.G., stifter og forsanger i bandet Gnags, går helt uvidende på sin morgen-gåtur, hvor han så småt er ved at vågne op.

Da han drejer ind til stedet, hvor TV 2-programmet 'Toppen af poppen' bliver optaget, lyder en svag lyd af Gnags-sangen 'Mr. Swing King'. Det undrer ham, at bandet ikke stopper med at øve dét, som Peter A.G. tror, er en af de sange, som en af de andre kunstere skal spille for ham.

Hvis de ville se mig i følsom udgave, var det godt tænkt.

Peter A.G., forsanger i Gnags

- Jeg hører, at de spiller 'Mr. Swing King', så jeg lader bare som om, jeg ikke har hørt det. Jeg kommer tættere og tættere på, og jeg forstår ikke, hvorfor de ikke stopper med at spille. Så ser jeg den der æresport, og så fatter jeg, hvad de havde gang i, fortæller Peter A.G. om episoden til TV 2. 

- Det blev jeg rørt af. De tog fuldstændig røven på mig. Det er også, fordi der hænger et dannebrogsflag og et sølv skilt med 50. Og at det hedder en æresport siger også noget.

Toppen af poppen 2016

Følg 'Toppen af poppen' på Facebook her.

Da han åbner døren til hallen, går han da også direkte op til bandet, hvor han begynder at synge 'Mr. Swing King'.

- Hvordan skal man reagere på sådan en overraskelse? Bandet blev ved med at spille, så gik jeg op og sang.

- Hvis de ville se mig i følsom udgave, var det godt tænkt, siger Peter A.G. 

Se 'Toppen af poppen' med Peter A.G. søndag aften klokken 20.00 på TV 2. Eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Peter A. G. er sammen med en lang række af danske kunstnere med i denne sæson af 'Toppen af poppen'.

'Man gør sig til et næsehorn med skjold på'

Peter A.G. har ingen forklaring på, hvorfor det rørte ham så dybt, at de andre sangere og produktionen bag 'Toppen af poppen' overraskede ham med en fejring. 

- Det ved jeg ikke. Normalt ville jeg godt kunne stå distancen. Man tror ikke, at man er så skrøbelig. I hele sit liv er man nødt til at gøre sig hård for at overleve. Man gør sig selv til et næsehorn med skjold på.

Jeg troede sagtens, at jeg kunne synge en Gnags-sang i kirken. Jeg måtte hulke mig igennem sangen, og så gjorde jeg det bare.

Peter A.G., forsanger i Gnags

Forsangeren kan egentlig heller ikke lide, når man græder hele tiden.

- Men hvis man bliver rørt, hvorfor skal man ikke også være i det?

For eksempel fortæller han, hvordan han knap nok kunne komme gennem en sang til ære for bandmedlemmet Ivan Sørensen, der var orgel- og keyboardspiller. Han gik bort sidste år. 

- Jeg troede sagtens, at jeg kunne synge en Gnags-sang i kirken. Jeg måtte hulke mig igennem sangen, og så gjorde jeg det bare, fortæller han. 

Fra venstre: Per Chr. Frost, Jens G. Nielsen, Mads Michelsen, Jakob Riis-Olsen, Peter A.G. Nielsen og Ivan O. Sørensen.

'Jeg kan ikke lave trutmund'

I år er det så et halv århundrede siden, at Peter og hans bror Jens startede Gnags hjemme i det vestjyske. En start på deres karriere, som han ikke mener, at bandet kunne have fået i dag. 

- Dengang kunne vi spille os frem. Vi startede derhjemme, videre til nogle halbalfester og så småt større steder. Vi havde ti gode år, hvor der ikke var nogen, der beskæftigede sig med os. Vi kunne finde os selv uden nogle mediemæssige interesser. 

- Det er lige som om, at man i moderne tid bliver meget tidligt præsenteret for den store medieverden, der fylder meget mere i dag.

Selv mener Peter A.G., at man kun er interessant for medierne og publikum, hvis man er sig selv.

- Man er kun populær, hvis man er sig selv. Man skal have haft tid til at finde sig selv, inden man bliver præsenteret for medierne, siger han. 

- Det er det gode ved 'Toppen af poppen'. Her er man nødt til at være sig selv, og hvis ikke man afspejler det, man ellers viser, så bliver man jo taget med bukserne nede. 

Dog er der flere medier i dag, som Peter A.G. ikke helt kan følge med i:

- Jeg kan jo ikke lave trutmund, siger han grinende.

Se 'Toppen af poppen' med Peter A. G. søndag aften klokken 20.00 på TV 2. Eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Toppen af poppen: Her er sjette sæsons deltagere

  1. Peter A.G. Nielsen

    63-årige Peter A.G. Nielsen er bedst kendt som forsanger for bandet Gnags, som han startede tilbage i 1966 sammen med sin bror Jens A.G. Nielsen. 

    Lidt hurtig hovedregning viser, at Gnags i år har 50 års jubilæum, hvilket bliver fejret med en sommerturné rundt i landet.

    Peter A.G.s 'Under Bøgen' er optaget i Den Danske Musikkanon. Derudover har han vundet adskillige priser gennem årene.

    Gnags har gennem tiden haft mange hits blandt andre 'Mr. Swing King', Vilde Kaniner', Slingrer Ned Ad Vestergade', 'Danmark' og 'Den Dejligste Morgen'. 

  2. Hanne Boel

    Danske Hanne Boel har været aktiv sangerinde siden 1981 og har derfor en årelang karriere bag sig.

    Hun spænder genremæssigt vidt og har både sunget kirkekor, gospel, soul, jazz, rock og pop. Hun har vundet flere priser - blandt andet den eftertragtede Grammy-pris. Og så har hun også haft international succes.

    Hun har et samlet pladesalg på 2,5 millioner plader.

  3. Ida Corr

    Ida Corr startede allerede sangkarrieren tidligt. Hun vandt som 11-årig det danske børne Melodi Grand Prix, og som 16-årig opvarmede hun for The Sandmen på Skanderborg Festival.

    Men det var først i 2005, at hun debuterede med sit første soloalbum 'Streetdiva' og to år efter fik hun et internationalt klubhit.

    Hittet var 'Let Me Think About It', som blev remixet af dj'en Fedde le Grand, og den gik ind som nummer et på dance-hitlisterne i Storbritannien og USA.

  4. Fallulah

    31-årige Fallulah med det borgerlige navn Maria Apetri udkom med sin første plade i 2010.

    Hun beskriver selv sin musik som 'rocket og dansabel folk-musik'. Hun har tilføjet popgenren sit eget twist med indierock og Balkan-beats.

    Fallulahs far er fra Rumænien og er koreograf i balkandans, mens hendes mor er danserinde.

    Du kender garanteret hittet 'Out of it', som var titelmelodien til DRs serie 'Lykke'.

  5. Lau Højen

    Lau Højen er forsanger i rockbandet Carpark North, som blev dannet tilbage i 1999. Bandet udgav deres første plade i 2003 og har vundet flere priser.

    Lau Højen spiller guitar, mens Søren Balslev spiller bas - de to mødte allerede hinanden på Mellerup Efterskole.

    Du kender garanteret hittet 'Transparent' som blandt andet fungerede som soundtrack til den danske ungdomsgyser 'Midsommer'.

  6. Djämes Braun

    De fleste har nok hørt omkvæddet 'Jeg kigger på fugle, hvorfor ik, hvorfor ik, når de sidder på min hæk', som blev udgivet i 2014 og hittede og fik to gange platin.

    Djämes Braun består af to mænd - Lasse Kramhøft også kaldet 'Pilfinger' og Kent Pedersen - også kaldet Kenno, og netop denne konstellation blev kendt gennem DRs Karrierekanonen.

  7. Troels Gustavsen

    Noah startede som en popduo bestående af Troels Gustavsen og Lasse Dyrholm, men blev senere halveret til kun at bestå af Troels Gustavsen.

    Inden det skete hittede de med sangene 'Alt er forbi' og 'Over byen'. Sidstnævnte modtog guld for download og dobbeltplatin for streams. Sangen blev et regulært radiohit med en andenplads som højeste placering på den danske airplaychart.