Underholdning

Godt nyt til Game of Thrones-fans: Ny HBO-serie på vej

Savner du også lækre damer, drager og at folk har en tendens til ikke at forblive døde? Så er der håb: Forfatteren bag GoT står bag ny HBO-serie.

Forfatteren bag den populære serie 'Game of Thrones', George RR Martin, er igen i søgelyset i forbindelse med en ny serie til HBO.

Udover at have skrevet 'A Song of Ice and Fire' (Game of Thrones), har han nemlig også en af forfatterne bag bøgerne 'Wild Cards', og de skal nu omsættes til en HBO serie.

Det fortæller Business Insider.

Selvom George RR Martin er en af forfatterne bag bøgerne, der nu bliver lavet til en serie, skal han dog ikke være med til at producere serien for den kendte streamingtjeneste.

Produktionen begynder med det samme

Det var på forfatterens blog, at han fortalte om den glædelige nyhed.

- Vi har nogle spændende (nyheder, red.) til alle 'Wild Cards'-fans derude. Universal Cable Productions (UCP) har købt rettighederne til at tilpasse 'Wild Cards' romanerne til tv. Udviklingen vil begynde med det samme, skriver George RR Martin.

Science fiction serie med tredive forfattere

'Wild Cards' er en science fiction-serie, skrevet af tredive forfattere.

Det hele er redigeret af George R. R. Martin og Melinda M. Snodgrass, ligesom Martin også har været medforfatter på mange af bøgerne.

En serie om DNA-mutation

Serien foregår i USA lige efter anden verdenskrig, og her følger vi mennesker, der har fået den såkaldte Wild Cards-virus.

Virussen omskriver og muterer DNA'et hos dem, der bliver udsat for den. De personer, der får fysiske skader eller mindre fysiske fordele af virussen, hedder 'Jokers', og personer, der får overmenneskelige evner, hedder 'Aces'.