Sidste år gik det helt galt: Nu er Kim Larsen & Kjukken klar til revanche

Kim Larsen & Kjukken-koncerten blev sidste år afbrudt på grund af for stort publikumspres. Bandet vil ikke risikere, at fans går glip af dem i aften.

Da Kim Larsen & Kjukken optrådte på Skanderborg Festivalens næststørste scene sidste år, blev koncerten pludselig afbrudt i flere minutter.

Der var for mange, der ville høre troubaduren og hans band. 

- Kære publikum, vi havde undervurderet Kim Larsens popularitet og beklager de gener og den utryghed, det medførte med de mange mennesker i området ved Rytmescenen torsdag aften, skrev festivalen dagen efter i en meddelelse. 

Der er blevet rettet op på pladsmanglen under årets festival, for klokken 19.30 i aften dukker Kim Larsen & Kjukken atter op til Smukfest - denne gang på Bøgescenen, som er festivalens største.

Jørn Jeppesen er guitarist og manager i Kim Larsen & Kjukken, og han forklarer, at det faktisk var bandet selv, der ønskede at spille på Rytmescenen sidste år.

- Da jeg lavede aftalen med dem oprindeligt, sagde jeg, at vi helst ville spille på den scene. Den ligger i en hyggelig lund, og vi havde lyst til at spille i den ende af festivalen. 

Tog lidt tid inden det lagde sig

Kim Larsen & Kjukken kunne under sidste års koncert godt se, at der var mange mennesker, men fra scenen kunne de ikke fornemme publikumspresset.

Bandet skulle lige fordøje oplevelsen efterfølgende. 

- Det tog lidt tid, inden det lige lagde sig i hovedet på os. 

Nu vi vil ikke risikere, at der er nogen, der igen ikke kan komme til at høre det

Jørn Jeppesen, manager og guitarist, Kim Larsen & Kjukken

- I første omgang tænkte vi ikke, at det var alvorligt, men det kunne jo være gået galt, hvis folk var gået i panik. Vi kunne ikke se det direkte, så i situationen fik vi bare at vide, at vi skulle stoppe koncerten. Bagefter var vi noget lettede over, at der ikke var sket noget, og at de havde sikkerhedsprocedurer, der virkede, fortæller Jørn Jeppesen. 

Vil ikke risikere at folk misser koncert

Jørn Jeppesen fortæller, at bandet ser frem til i aften, men at det samtidig er "en koncert på vejen".

- Vi prøver bare at spille, så godt vi kan, der hvor vi nu står, siger han. 

- I år ringede de (fra Smukfest, red) og sagde, at der var en del, der ikke kunne komme til at høre os sidste år, og om vi ikke ville spille på den store scene. Og det gør vi så. I virkeligheden har vi det ligeså godt på den anden type scene, men nu vil vi ikke risikere, at der er nogen, der igen ikke kan komme til at høre det, siger han. 

Efter Skanderborg Festival skal Kim Larsen & Kjukken optræde til Ringsted Festival fredag og lørdag venter 'Musik i gryden' i Grindsted. 

Smukfest finder sted 3. - 7. august. Blandt årets hovednavne til Skanderborg Festival er Sting, Sia og Rihanna. Alle billetter er udsolgt på nær endagsbilletter til søndagen.