Underholdning

Hundredvis stod i kø til ny Harry Potter-bog - men det bliver for sidste gang

Ved midnat udkom den længe ventede opfølger på eventyret om Harry Potter. Hundredvis stod i kø foran boghandlere i London – men for sidste gang.

- Tre, to, én…

Jubel bryder ud i flokken af fremmødte Harry Potter-fans. Øjeblikket er inde. Teaterstykket 'Harry Potter and the Cursed Child' (Harry Potter og det forbandede barn, red.) er udgivet i bogform.

Vi skal til Hogwarts igen. Det bliver så godt!

Jennifer Burchett 

- Det er enormt for alle medlemmer af vores generation. Det betyder så meget for os, sagde David Pratt, som var en af de hundredvis af fans, der var mødt op og stod i kø for at være en af de første til at få fingrene i den 8. bog.

Køen til Waterstones bogforretning i London synes uendelig.

En anden fan, udklædt som Det Gyldne Lyn (en magisk bold, der anvendes i spillet Quidditch), kunne slet ikke skjule sin begejstring.

- Vi skal til Hogwarts igen. Det bliver så godt!

Farvel til Harry

De dedikerede fans skal suge øjeblikket til sig – for det bliver sidste gang, vi hører fra Harry Potter. Det sagde forfatter – og Harrys ’mor’ – J. K. Rowling på den røde løber ved premieren på det todelte teaterstykke lørdag.

- Han skal ud på en lang rejse i de to teaterstykker. Og så er det slut med det. Jeg glæder mig over, hvor flot det er lavet, men Harry er færdig nu.  

Hun var dog ikke bleg for at vise sin begejstring over igen at være til en "Potter-premiere".

- Det føles vidunderligt. Det er jo længe siden, der var en Potter-premiere. Så det føles lidt som dengang. 

Jeg glæder mig over, hvor flot det er lavet, men Harry er færdig nu

J. K. Rowling

En succes på forhånd

Bogudgaven af teaterstykket er blevet revet væk, inden den overhovedet har ramt hylderne i forretningerne. Den topper allerede bestsellerlisterne, og det er den mest forudbestilte bog, siden den sidste Harry Potter-bog udkom i 2007.

Interessen har også været stor i Danmark. I Arnold Busck i Aarhus var der omkring 80 bestillinger forud for udgivelsen, der fandt sted lørdag nat klokken ét minut over ét. Forretningen holdt særligt åbent, så de dedikerede fans kunne hente den engelske udgave af bogen i det øjeblik, den blev frigivet.

Den nye Harry Potter-bog udkommer på dansk den 14. oktober.

Hvis man er hurtig, kan det stadig lade sig gøre at se stykket. Teaterforestillingen er egentlig udsolgt, men hver fredag bliver der frigivet 40 nye billetter til den efterfølgende uge. Forestillingen spiller på Palace Theatre i London og er produceret af Sonia Friedman. Stykket er baseret på en original historie af J. K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne. 

Vil du vide mere om handlingen i 'Harry Potter og det forbandede barn', der foregår 19 år efter afslutningen af den sidste bog, så kan du læse mere i artiklen her.   

Den nu voksne Harry Potter bliver spillet af den britiske skuespiller Jamie Parker.