Underholdning

Game of Thrones-fans har kendt dårlig nyhed længe - nu er det officielt

Sæson syv af den populære serie får først premiere til næste sommer og bliver markant kortere end de foregående.

HBO har mandag bekræftet det, en del fans allerede vidste og frygtede: Sæson syv af Game of Thrones bliver ikke så lang som de foregående, og den har premiere senere end sædvanligt.

I stedet for ti afsnit kommer den blodige dramaserie til at udfolde sig over syv episoder, og den næste sæson vil først løbe over skærmen i sommeren 2017, hvor tidligere sæsoner har haft premiere i foråret.

Det skyldes, at sæsonen kræver mere barske og vinterlige vejrforhold.

- Nu hvor vinteren er kommet til 'Game of Thrones', mente filmskaberne David Benioff og D.B. Weiss, at handlingen i næste sæson ville være bedre tjent ved, at produktionen starter lidt senere end sædvanligt - når vejret skifter, siger HBO's programchef Casey Bloys i en pressemeddelelse ifølge New York Times

Mærkeligt, når det slutter

En af seriens store stjerner, danske Nikolaj Coster-Waldau, har fortalt til TV 2 i forbindelse med et dansk Game of Thrones-arrangement i maj, at det er specielt at være med så længe i en serie, hvor folk dør på kryds og tværs.

Han har nemlig - indtil videre - fået lov til at overleve i skikkelse af Jaime Lannister. 

- Jeg har aldrig været med i noget i så lang tid. Vi er nogle stykker, der har holdt os i live, siden vi startede for seks – syv år siden. Det er specielt, og det bliver selvfølgelig mærkeligt, når det slutter om ikke så længe, sagde han. 

Showets skabere har også afsløret, at der er sat tal på den allersidste sæson af serien. Hvor sæson syv er på syv afsnit, får sæsonen efter et mindre - nemlig seks afsnit.

Til Deadline.com siger hovedforfatter David Benioff, at planen hele tiden har været, at serien skulle have den længde, for fokus har været på at skabe den rette begyndelse, midte og afslutning: 

- Stort set fra begyndelsen snakkede vi om at lave den på 70 - 75 timer og det er det, vi ender med. Lad os i øjeblikket sige 73, siger han til hjemmesiden. 

Masser af danskere i serien

En lang række danskere har haft æren af at være med i den meget populære serie gennem årene.  

Udover Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Jaime Lannister er Pilou Asbæk dukket op på skærmen som piraten Euron Greyjoy. Dar Salim spillede Dothraki-krigeren Qotho, mens Birgitte Hjort Sørensen var en 'vildling' i serien.

Måske mest overraskende har det været, at Klovn-skuespilleren Frank Hvam dukkede op i sidste afsnit af seriens sjette sæson. 

- Det er kommet i stand, fordi de to manuskriptforfattere på ‘Game of Thrones’ er glade for 'Klovn'. Det har de været igennem flere år og det ved vi, fordi de har sendt hilsener igennem Nikolaj Coster-Waldau, har Frank Hvam fortalt til TV 2.