Underholdning

Det gik helt galt for Roskilde-lejr: - Nu skal vi drikke os fulde

Det gik bestemt ikke som planlagt, da Oliver, Philip og Peter skulle finde den perfekte teltplads på Roskilde Festival

35.000 mennesker stod lørdag eftermiddag klar til at storme ind over markerne på Dyrskuepladsen i Roskilde. Her blev årets Roskilde Festival nemlig skudt igang.

Philip Serup Thomsen, Oliver Hansen og Peter Søndergård Madsen fra Aarhus var blandt de mange tusinde mennesker, der stod klar for at få en god teltplads. Men flere ting gik galt undervejs, og de trådte først ind på pladsen over en time efter, at "hegnet var væltet".

Philip på 18, Oliver på 20 og Peter 19 år havde håbet på, at de kunne ligge i G, som ligger tæt på den berømte togbro, der forbinder det vestlige og østlige campingområde. 

Derfor følger TV 2 en lejr

TV 2 har i år valgt at følge en lejr gennem hele Roskilde Festival. Vi vil dagligt besøge lejren og få en snak med de unge mænd om, hvordan det går. Derudover vil TV 2 bruge lejren til blandt andet at afprøve ernærings- og sundhedseksperten Michelle Kristensens bedste tips til at få en sund Roskilde Festival, tricks til hvordan man kommer over tømmermænd og meget meget mere.

Nye venner

Men hvorfor er det så vigtigt at ligge lige præcis dét sted? Det var der en god forklaring på:

- Vores venner ligger der, og så er det også et område, hvor der ligger mange på vores egen alder, og det er fedt, for så kan man jo lære nogle nye at kende, fortæller Philip Serup Thomsen, da TV 2 møder de tre unge mænd, efter de omsider var blevet lukket ind i det østlige campingområde.

Du kan se dem forklare, hvorfor det gik så galt i klippet øverst i artiklen.

35.000 stormede camping-området

Ifølge Roskilde Festival var de mange gæster lørdag eftermiddag fordelt ud på tre forskellige indgange: 10.000 ved østindgangen, 9.000 ved sydindgangen og 16.000 ved vestindgangen.

Oliver, Philip og Peter havde indgangsbilletter til sydindgangen, men måtte efter lang kø opgive at komme ind den vej og blev derefter henvist til østindgangen. Men det var heller ikke så let at komme ind den vej. Her havde de 10.000 fremmødte med indgangsbilletter til netop den indgang nemlig førsteret til at løbe ind.

Derfor blev de meget forsinkede. Heldigvis var festivalhumøret ikke helt ødelagt, da TV 2 mødte dem på campingområdet. Her blev de spurgt om, hvor højt humøret var på en skala fra et til ti, og humøret fik en klar 10'er.

Herunder kan du læse mere om den lejr, som TV 2 i år følger på Roskilde Festival.

Mød TV 2's Roskilde-lejr

Oliver Hansen

Oliver Hansen

Oliver kommer fra Aarhus. Han blev student sidste år og er netop kommet hjem fra en lang rejse i Australien. Efter sommerferien skal han starte med at studere.

Oliver er 20 år.

Foto: TV 2

Philip Serup Thomsen

Philip Serup Thomsen

Philip er også fra Aarhus og er netop blevet student. Det kan man ikke umiddelbart se, for han har skiftet den hvide studenterhue ud med en sort kasket. Han vil nemlig ikke risikere at miste huen på festivalen.

Philip er 18 år.

Foto: TV 2

Peter Søndergård Madsen

Peter Søndergård Madsen

Peter er lige som Oliver og Philip fra Aarhus, hvor han til dagligt arbejder i en børnehave.

Peter er 19 år.

Foto: TV 2