Underholdning

Mindre ventetid: NorthSide rykker datoen for næste års festival

Festivalgæster kan se frem til at besøge den aarhusianske festival en uge tidligere i 2017.

Årets NorthSide-festival i Aarhus er kun lige afsluttet med optrædener fra kunstnere som Beck, Sigur Ros, Iggy pop og danske Lukas Graham, men allerede nu er billetter til næste års musikoplevelse sat til salg.

Her bliver det afsløret, at festivalglade danskere i 2017 kan se frem til en tur til Ådalen en uge tidligere. 

Datoen er nemlig sat til 9. - 11. juni 2017, oplyser festivalen på deres Twitter-side

Ikke udsolgt i år

For første gang i flere år måtte NorthSide Festival annoncere, at de ikke havde solgt alle billetterne i år. Både i 2014 og 2015 var der 35.000 festivalgængere.

Talsmanden for den aarhusianske festival, John Fogde, siger til TV 2 Østjylland, at der i år er blevet fokuseret på en masse ting, der ikke har med musik at gøre. 

Events, foredrag og middagsarrangementer er blot nogle af de nye tiltag, og derudover slår festivalen sig på økologi, affaldssortering og begrænsning af madspild. 

Den store fokus på andet end musikoplevelser kan have givet bagslag i forhold til billetsalget.

- Måske er en forklaring, at vi har haft for meget fokus på alt det, der foregår uden for musikprogrammet og har troet, at musikken ville sælge sig selv, siger han til TV 2 Østjylland.

Kan falde sammen med Heartland

Festivalen er tidligere blevet afholdt den anden weekend i juni, men musikmagasinet Soundvenue bemærker, at NorthSide dermed kan risikere at ramle sammen med Heartland Festival ved Egeskov Slot.

Den fynske musikfestival, der i år blev afholdt 10. til 11. juni, havde hovednavne som The Flaming Lips, Mark Ronson og Editors på plakaten.

Det er dog for tidligt at sige, om det bliver tilfældet, da den fynske festival endnu ikke har meldt ud, hvornår den skal afholdes næste år.