Underholdning

Verdenskendt whistleblower skal tale til Roskilde Festival 

Mellem tømmermænd og musik kan deltagerne på årets Roskilde Festival høre whistlebloweren Edward Snowden tale fra sit eksil i Moskva. ANDREW KELLY / Scanpix Denmark

Edward Snowden er både sigtet for spionage, tyveri og konvertering af USA's ejendom. Og så skal han tale til årets Roskilde Festival.

Det er ikke kun musik, alkohol i lange baner og telte, så langt øjet rækker, gæsterne vil opleve, når de i næste weekend tjekker ind på Roskilde Festival. 

Festivalen byder også på en lang række arrangementer, herunder en live-transmission med en af verdens mest eftersøgte mænd, whistlebloweren Edward Snowden. 

Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.  

Tirsdag den 28. juni kan festivaldeltagerne opleve Snowden direkte via satellitforbindelse fra sit eksil i Moskva. 

Indslaget med Snowden er en del af festivalens fokus på lighed og menneskerettigheder under parolen ‘Equality 2016: Stand Up for Your Rights’. 

Om valget af Edward Snowden siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde i pressemeddelelsen:  

- Edward Snowden har om nogen gjort os i den vestlige verden opmærksomme på, at menneskerettighederne udfordres. Det gælder også i Danmark, hvor overvågning i de offentlige rum og sociale medier udfordrer retten til privatliv, hvor flygtningestrømme sætter spørgsmål ved retten til fri mobilitet, og hvor retten til at ytre sig frit debatteres jævnligt.

Sigtet for flere forhold

Edward Snowden blev verdenskendt, efter han afslørede USA's massive overvågning af internettrafik. Afsløringerne blev bragt i begyndelsen af juni i 2013 i aviserne The Guardian og The Washington Post og blev forsidestof verden over.

Snowden har en fortid som datatekniker i CIA og har arbejdet på kontrakt for National Security Agency (NSA) via it-selskabet Booz Allen Hamilton, som har en nær tilknytning til de amerikanske efterretningstjenester.

Snowden forlod allerede USA i maj 2013 og har både opholdt sig i Hong Kong og i Rusland, hvor han i dag er i eksil i Moskva. 

Han er af USA sigtet for spionage, tyveri og konvertering af statens ejendom.

Har tidligere inviteret aktivister

Det er ikke første gang, at Roskilde Festival inviterer kontroversielle friheds- og rettighedsaktivister inden for på dyrskuepladsen.  

I 2014 var musikerne Pussy Riot på festivalen. 

Pussy Riot kom på alles læber, da flere af medlemmerne blev fængslet efter en punk-happening i 2012 i Ruslands hovedstad, Moskvas, største kirke. Desuden er gruppen en af de mest markante kritikere af den russiske præsident, Vladimir Putin, og af homoseksuelles rettigheder i Rusland.  

Dengang sagde Christina Bilde følgende om beslutningen: 

- Roskilde Festival har en lang tradition for at sætte fokus på menneskerettigheder. Så det er naturligt, at festivalen bakker op om de to aktivister og deres arbejde med en donation.

Roskilde Festival løber fra 25. juni til 2. juli.