Fodbold

Træner efter 0-7-massakre og sidsteplads: Spillerne ville hellere til kræmmermarked

Ulsted gæstede fredag aften Langholt i en kamp, der er blevet døbt 'Forbudt for børn'. Med nederlaget cementerer holdet sidstepladsen i ligaen.

0 - 7.  

Det var resultatet, da fodboldholdet fra Ulsted gæstede Langholt. Du kan se alle målene i videoen i toppen af artiklen.  

Dermed når holdet, der er blevet kaldt ‘Danmarks måske dårligste hold’, en vigtig milepæl i sæsonen. Efter nederlaget slutter Ulsted nemlig - efter alt at dømme - på sidstepladsen i ligaen. 

Holdets erklærede ambition var ellers at slutte næstsidst i ligaen, men den drøm brast fredag aften, hvor den nordjyske klub mødte overmagten Langholt. 

Efter kampen var det en fåmælt træner, TV 2 Nord fangede til en reaktion. Direkte adspurgt om sidstepladsen var svaret: 

- Ja ... Sådan er det, det kan vi ikke lave om på. Åbenbart. Men det er heller ikke nemt, når det er halvvejs snyd det hele, siger Mikael Simonsen, der hele sæsonen har stået i spidsen for det nordjyske mandskab.   

Den udlægning tilslutter målmand Martin ‘Hvide’ Jensen sig, der med en smøg i den hånd og en øl i den anden revser dommerindsatsen over for TV 2 Nords udsendte.

- Jeg vil ikke sige, han var købt. De fik fire mål på offside. Det sidste straffe, de fik, det var så tyndt ... Jeg vil næsten sige, at mit opkast nogen gange er tyndere, lyder den bramfri analyse.  

Træner er ikke overrasket 

Dagen efter er anklagerne mod dommeren dog stilnet noget af. 

- Den er hård her dagen derpå. Men jeg er egentlig ikke overrasket, siger træner Mikael Simonsen til TV 2. 

Efter en god nats søvn har en anden og mere indadskuende erkendelse bundfældet sig hos træneren. 

- I virkeligheden var de nok bedre end os. Vi var heldige, at vi ikke tabte med mere, siger træneren med henvisning til slutresultatet 0-7. 

Spillere ville hellere til kræmmermarked

En del af forklaringen skal dog også findes i, at flere nøglespillere havde droppet kampen til fordel for det store kræmmermarked i Hjallerup i denne weekend lidt nord for Ulsted.  

- Det har betydet, at jeg måtte skifte fem pladser ud. Som så igen har betydet, at vi tabte kampen, siger Mikael Simonsen. 

Med gårsdagens nederlag peger alt på, at Ulsted ender på ligaens sidsteplads. Men træneren ser allerede fremad. 

- Ambitionen for næste sæson er ni point, og at vi ender på en fjerdeplads. Forhåbentlig er der flere hold som vores i næste sæson, fordi flere vil starte deres egne hold. 

De sværeste øjeblikke som træner i Ulsted Boldklub

  1. Når udskifteren er væk

    På holdet i Ulsted Boldklub er der mange skader. Så det er ikke altid lige let, når holdets udskifter er væk. 

    - Hvor var du henne?

    - Jeg var lige ude i bilen og hente en sut til den lille. 

  2. Når spillerne skal afslutte NU

    Som fodboldspiller på Danmarks dårligste fodboldhold lykkedes det ikke altid at ramme bolden og sende den i retningen af målet. 

    Derfor kan træner Mikael Simonsen godt finde på at sende ordrer ud til spillerne på banen, når de skal skyde.

  3. Når spillerne ikke vil skifte position

    Det kræver ofte rokeringer inde på banen, når Ulsted Boldklub skifter ud. Og det kræver lige så meget kamp fra træner Mikael Simonsens side, når han vil rykke rundt på sine spillere. 

    - Lars, du rykker ned i midterforsvaret. 

    - Neeeeeeeeeeeej. 

  4. Når ingen kan ramme bolden

    Tilbage til de øjeblikke, hvor ingen på Ulsted-holdet formår at ramme bolden - for sker det i forsvaret, er der næsten garanti for, at modstanderne scorer. 

    Og det huer ikke en træner, der er glad for at vinde. 

  5. Når dommeren er uretfærdig

    Som i enhver anden fodboldkamp er det næsten ikke til at bære, når dommeren er urimelig over for det hold, man holder med. Og det mener træner Mikael Simonsen i ovenstående tilfælde.