Underholdning

Det' skægt! Kan du gennemskue Ole Opfinders tryllenummer?

'Go' morgen Danmark' havde onsdag morgen besøg af elektriker, opfinder og showman Ole Møller fra Thy. Det kom der et 'skægt' tryllenummer ud af.

Ole Møller opfinder ting i sin fritid. I forbindelse med et større show har han opfundet en 'walk-in robotshaver', der på ingen tid kan barbere dit skæg af. Og derefter sætte det på igen.

Eller sådan så det umiddelbart ud, da Ole Møller demonstrede sin opfindelse i 'Go' morgen Danmark' torsdag morgen. Se demonstrationen i klippet øverst i artiklen.

Først har han skæg - og pludselig er det væk

Det er egentlig meget simpelt. Ole Møller træder ind i maskinen med skæg. Efter en del robotspektakel træder han ud af maskinen uden skæg. Helt glat og nybarberet. 

Og så træder han gudhjælpemig ind i maskinen igen, og kommer igen ud med skæg på.

Kender man til Ole Møller fra Thy, så er tryllenummeret formentlig ikke helt så svært at gennemskue. Ole Møller har nemlig en tvillingebror, Per Møller, og de ligner ikke overraskende hinanden ret meget. Er du stadig ikke helt med, så se med herunder, hvor Ole Møller afslører hemmeligheden.

Ole og Per Møller blev først opdaget, da de medvirkede i et indslag i TV/MIDT-VEST med en opfindelse.

Siden var de på besøg i Natholdet af flere omgange, og sammen har de skabt sig lidt af et ry landet over for deres utallige opfindelser, som også bryder på en evighedsmaskine, en dåseknuser og klemmen.

Ovenstående opfindelser og flere til kan du høre om, når TV 2 torsdag aften klokken 20.00 holder premiere på et program om Ole og Per Møller klokken 20.00.

Her følger vi brødrene, der til dagligt ejer et elektrikerfirma, mens fritiden bruges på opfindelser og standup i lokalområdet.