Underholdning

Nyt 'Top Gear'-program får hård medfart af anmeldere og seere

Knap en million flere fulgte med i Jeremy Clarksons sidste afsnit af det britiske bilprogram.

Det længe ventede nye 'Top Gear' havde premiere på britiske BBC søndag aften, og det bød traditionen tro på imponerende biler og vilde stunts.

I gennemsnit fulgte 4,4 millioner med i det verdenskendte bilprogram, og selv om det kan lyde af meget, er det det laveste seertal for et premiere-program af 'Top Gear' i 10 år, skriver Financial Times.

Til sammenligning blev det sidste program med den nu fyrede vært, Jeremy Clarkson, set af 5,3 millioner BBC-seere i juni sidste år.

Den nye vært Chris Evans har sagt, at han ville blive "skuffet" over færre end fem millioner seere, men på Twitter forsvarer han det første program:

- Antallet af Top Gears seere steg timen igennem. Faktum. Den vandt sendetiden. Faktum. Den er stadig nummer et på iPlayer (BBC's online tv-platform). Faktum. Dette er kendsgerningerne, folkens, skriver han.

Financial Times peger også på, at fans kan se programmet gennem BBC's online tv-tjeneste på et andet tidspunkt, hvilket ikke er medregnet i seertallet.

Samme program - nye værter

Hverken anmeldere eller fans har været udelt begejstrede over den første udsendelse, der kan ses i Danmark tirsdag aften på BBC BRIT. 

Blandt andet har flere bemærket, at Chris Evans råber en del.

Bilprogrammets opbygning er stort set den samme som tidligere, og det er problematisk ifølge The Guardians anmelder, Sam Wollaston, som synes, at savnet af de gamle værter, Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May, er svær at slippe.

 - Når noget er så tæt forbundet med nogen, endda tre personer, så er det svært - når der pludselig er andre, der gør det - ikke at føle, at der mangler noget, skriver han. 

Sam Wollaston skriver dog også, at det første afsnit, hvor stjernekokken Gordon Ramsay og Jesse Eisenberg er gæster, har nogle fine elementer.

- Det er ikke en katastrofe. Det er poleret, stuntnumrene (der var så mange af dem!) er sjove, justeringerne er forbedringer. Men det er en skam, at der ikke var mere fornyelse af selve programmet. Det er bare nye mennesker, der gør det samme, skriver han. 

Ifølge The Telegraph er det et solidt første afsnit, men anmelderen så gerne, at der var mere fokus på bilerne frem for skøre påfund, mens The Independents anmelder er langt skrappere i sin vurdering af programmet. 

- Det er alt sammen meningsløst, fortærsket og udslidt. Ja, jeg ved godt, at det er, hvad Top Gear altid har været, men den gnist af originalitet, der engang var der, mangler nu. De nye folk lader ikke til at have det lige så sjovt med at lege med biler, skriver Sean O'Grady blandt andet i sin anmeldelse.

Ikke i et sekund tænker man, at dette er mennesker, der godt kunne tage en øl sammen efter optagelserne.

Morten Ståle Nielsen, anmelder, VG

Norske VG's anmelder, Morten Ståle Nielsen bemærker, at kemien mellem Matt LeBlanc og Chris Evans er ikke-eksisterende.

- Ikke i et sekund tænker man, at dette er mennesker, der godt kunne tage en øl sammen efter optagelserne. Sig hvad du vil om den klassiske trio. Men en troværdig kemi havde de, skriver han.

Chili Klaus tester chilier med The Stig

I alt syv personer udgør det nye Top Gear: Det er racerkøreren Sabine Schmitz, Youtube-stjernen Chris Harris, F1-kommentator Eddie Jordan og motor-journalisten Rory Reid, der vil give følgeskab til Chris Evans, Matt LeBlanc og 'The Stig'.

Det nye program får på et tidspunkt også et dansk element, når Chili Klaus lægger vejen forbi. 

På Facebook har han afsløret, at han udsætter sig selv for en grum chilismagning i en rød Ford Mustang, som den ikoniske racerkører The Stig kører i et hastigt tempo.

Chili Klaus kalder selv oplevelsen for den vildeste chili-smagning, han nogensinde har udsat sig selv for, og du kan se en bid af, hvordan det foregik her: