Underholdning

Dansk DJ går viralt i England: Festede hele natten med pensioneret ægtepar

Han troede, de var gået forkert. Men det viste sig, at ældre ægtepar bare ville danse til den lyse morgen.

Det skulle have været en aften som så mange andre. 

Jacob Hansen - eller DJ Jacob Husley, som han også kaldes - har været DJ på natklubben Fabric i London i 10 år, så han har efterhånden set det meste.

Men natten til søndag oplever den danske DJ, der flyttede til England i 2000, alligevel noget helt specielt, da han får besøg af to gæster. 

- Jeg går op af trappen, hvor folk går ind, og der ser jeg et ældre ægtepar på vej ned. Jeg stopper og spørger, om de er okay, fortæller han til TV 2. 

Den ældre kvinde har en krykke, hun støtter sig til, da hun vakler ned af trappen - og så snakker de desuden begge polsk.  

Jacob Hansen går videre, og oppe i døren fortæller de, at det ældre ægtepar har købt billet til natklubben.  

Bunder tequila shots og highfiver

Efterfølgende får Jacob Hansen parret placeret i en sofa og tilbyder dem et par drinks. Det siger de to 'ja tak' til. 

- De bestiller to Tequila-shots og giver mig et highfive, fortæller Jacob Hansen og fortsætter: 

- Så skal de på dansegulvet. De dansker klassisk 'ballroom dance' mellem alle de andre og noget yngre gæster. Og når konen skal have en pause, danser manden med de unge piger, fortæller Jacob Hansen. 

Efterfølgende får han fat i en kammerat, der taler polsk. 

Og så fortæller parret, at de er ovre at besøge deres 50-årige datter i England, og at de på forhånd havde researchet og købt billet til klubben. 

De plejer nemlig at gå ud og svinge træbenet, siger de til kammeraten. 

Ville ikke være på VIP-balkon 

På et tidspunkt viser Jacob Hansen parret op til VIP-balkonen i natklubben, der ellers er lukket om søndagen. Han tænker, at de gerne vil have lidt fred. 

Men da han kommer tilbage 20 minutter senere, er ægteparret væk. 

- De var gået ned på dansegulvet igen. De var i klubben indtil klokken fem om morgenen, hvor jeg tilbød dem en taxa, så de ikke skulle tage metroen hjem. Det sagde de 'ja tak' til, siger Jacob Hansen. 

Historien har taget de engelske medier med storm og Jacob Hansen er blevet interviewet af både The Guardian og Mirror og en stribe andre engelske medier.

Og selv er han rigtig glad for historien:

- Klubber og den musik, vi spiller, har ikke altid haft det bedste ry. Men det her viser, hvordan det faktisk er. Hver uge står her både bankmænd og arbejdsløse og fester og har en fællesfølelse, hvor alle er en del af festen.