Underholdning

Lukas Graham gør det igen: Slår historisk rekord på amerikansk hitliste

Denne gang er Lukas Grahams nye internationale album strøget direkte ind i top 3 på verdens meste prestigefyldte albumhitliste. Det er dansk rekord.

Vi har efterhånden skrevet det mange gange, men gør det gerne igen: Danske Lukas Graham har slået endnu en rekord.

Og denne gang er det en af de aller største.

Gruppens ”Blue Album”, der udkom i en international version den 1. april, er i løbet af sin første hele uge på det amerikanske marked strøget direkte ind på en tredjeplads på verdens største og mest prestigefyldte albumhitliste Billboard 200.

Det meddeler Billboard søndag aften.

Ifølge Ekstra Bladet er det første gang nogensinde, at et dansk navn er havnet i Top 5 på Billboard 200.

Tidligere har både Aqua og Volbeat været i top 10, men ingen af dem har været i nærheden af den rekordplacering, som Lukas Graham nu indtager.

Bedste pointhøst for førsteuge-album

Med en score på 59.000, heraf 34.000 fra albumsalg, har Lukas Grahams haft den bedste pointhøst for et førsteuge-album siden Fith Harmony med albummet ”Reflection” i februar 2015 opnåede en score på 80.000 i den første uge. Det skriver Billboard på sin hjemmeside.

Amerikanske Kanye West indtager førstepladsen på Billboard 200 med sit album ”Life of Pablo”. Chris Stapletons ”Traveller” ligger nummer to, mens der altså er dansk på tredjepladsen.

Længere nede ad listen har Lukas Graham distanceret store navne som Rihanna, Justin Bieber og Adele.

"Blue Album" indeholder blandt andet kæmpehittet "7 years", der for øjeblikket indtager en imponerende andenplads på Billboard Hot 100, som viser de mest populære sange i USA lige nu. Her er gruppen kun overgået af Rihanna og Dreaks "Work".

I et nyt, stort interview har Lukas Graham søndag fortalt om den hårde vej til toppen af den internationale musikscene. Se mere i videoen over artiklen og læs mere her.