Serie vist pĂĄ TV 2 nomineret til prestigefyldte priser
I påsken kunne TV 2s seere se den på tv, og nu kan den britiske dramaserie ’Dr. Foster’ løbe med nogle af tv-verdenens mest eftertragtede priser.
Folkene bag serien har allerede modtaget to britiske National Television Awards - en for bedste dramaserie og en for bedste dramatiske præstation til titelrolleindehaveren, Suranne Jones - og den 24. april er der mulighed for at hive tre priser mere hjem, da den ved det britiske film- og fjernsynsakademis tv-prisuddeling er nomineret i kategorierne bedste miniserie, bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie og publikumsprisen.
Favorit-status hos bookmakerne
Suranne Jones er i sin kategori oppe imod Sheridan Smith, der er nomineret for sin rolle som kræftramt i ’The C Word’, som man også kunne se på TV 2 i 2015 i forbindelse med ’Knæk Cancer!’-ugen. Ifølge bettingbureauet William Hill er det en lige konkurrence mellem de to skuespillere, mens ’Dr. Foster’ er miniserie-favoritten.
Kort fortalt handler serien om lægen Gemma Foster, der tilsyneladende har det perfekte liv med en vellidt lægepraksis, en glad og sund søn og en hengiven ægtemand. Men pludselig begynder hun at mistænke manden for at være hende utro - og hvad der starter som en simpel mistanke ender som en spændende fortælling om hævn.
Fængende og superfed
Da serien blev vist på tv og TV 2 PLAY blev den da også positivt modtaget af TV 2’s seere:
- Har set dem alle 5 og ærgrede mig over, at der ikke var flere afsnit. Hun er sgu en sej kone, hende fru Foster, skrev Mia Widen i en kommentar på en post på TV 2 Danmarks Facebook, og blandt andre positive tilkendegivelser fra TV 2s Facebook-fans blev der brugt udtryk som ”fængende”, ”superfed” og ”spændende”.
Der er også andre serier nomineret, som man kan se i originalversioner eller danske formater herhjemme; det blev blandt andet også til nomineringer til ’London Spy’ (der har været vist på DR3), ’Den store britiske bagedyst’ (hvor originalformatet har været vist på TV 2 FRI - og den danske version er på DR1) og til det britiske originalkoncept af det altid populære ’Vild med dans’.
’Serieland’-vært: Britiske serier er altid raffineret skrevet
Vi har spurgt anmelder og vært på ’Serieland’, Frederik Dirks Gottlieb, hvad det er, som gør britiske tv-serier og -koncepter så populære verden over:
- Briterne er knivskarpe i deres sociopolitiske skildring af klassefordelingen i samfundet, og deres serier er altid enormt raffineret skrevet, hvorfor de har de med at gå direkte i hjertekulen. De balancerer perfekt satire med socialrealisme og skaber gang på gang nye ikoniske serier, hvad enten der er tale om skelsættende krimiserier, hysterisk morsomme komedieserier eller realisme der går uhyggeligt tæt på, lyder det fra Dirks Gottlieb.
Når det kommer til, hvordan britiske tv-serier ofte kan tiltrække de bedste skuespillere, så har anmelderen også en teori:
- Der er en utrolig stærk tradition for at skabe fantastiske tv-serier med kunstnerisk integritet hvilket selvfølgelig tiltaler de ambitiøse skuespillere. Men en del af forklaringen skal nok også findes på det økonomiske da lønforskellen for en skuespiller - såvel som det er tilfældet i Danmark - på film og tv ikke er særlig stor. Så der er ikke kun prestige i at medvirke i de britiske tv-serierer, der er også økonomisk vinding, vurderer han.
Hvis du skulle mangle inspiration til din næste britiske yndlingsserie, så har Dirks Gottlieb her tre bud på de bedste britiske tv-serier: