Underholdning

Mød fodboldholdet, der aldrig har vundet en kamp

Fodboldholdet fra Ulsted har aldrig vundet en kamp. Den statistik passer meget godt til spillernes ambitionsniveau.

Der er måske dem, der ville kaste håndklædet i ringen og se sig om efter en anden hobby. 

Men ikke fodboldholdet fra Ulsted, der endnu ikke har formået at vinde en eneste kamp. 

Siden efteråret har holdet huseret i serie 6, hvor det er blevet til 20 kampe og præcis nul sejre. Så hvad går galt og hvad driver værket for det nordjydske hold?

Det er træneren Mikael Simonsen og spillerne Thomas Jokumsen og Wassim Chaer i ‘Go’ morgen Danmark’ for at svare på. 

Holdet vil ikke høre efter

- Det er både teknikken og konditionen, der mangler, lyder den ærlige forklaring fra forsvarsspilleren Thomas Jokumsen, der også er en af hovedsponsorerne bag holdet. 

Og træneren er enig: 

- De prøver hele tiden at undlade at gøre det, jeg siger. Vi er her for at hygge os. Og vi løber efter bolden, vi løber ikke uden bold. Vi laver ikke øvelser, siger Mikael Simonsen. 

- Arh, vi strækker ud, pointerer Thomas Jokumsen i studiet.

Problemet med holdet er, at spillerne ikke hører efter, mener træneren.  

- Jeg prøver at få dem til at høre efter. Men det er voksne mennesker. Det er slut. De hører kun efter sig selv. Jeg sætter holdet. Og så håber jeg på det bedste. 

At holdet ikke lystrer træneren bliver meget klart i klippet nedenunder, hvor Mikael Simonsen forsøger at få holdet gennem en bip-test. 

- Sådan noget skal annonceres mindst tre måneder i forvejen. Så man kan nå at tage fri, siger Thomas Jokumsen til træneres tiltag. 

Det vigtige er sammenholdet


Holdet fra Ulsted fortæller i studiet, at det særligt er 3. halveg, der trækker. De klirrende, grønne flasker er mere interessante end vandflaskerne. 

- Det er mere tilladt, når det er fodbold. Det er ikke sikkert, vi ville få lov til at sætte os ned på bodegaen onsdag eftermiddag, siger Thomas Jokumsen og tilføjer: 

- Og så får vi jo også rørt os lidt.   

Klubben kan følges i programserien 'Ulsted – Nordjyllands dårligste fodboldhold?' på TV 2 Nord.