Se listen: Her er alle årets Oscar-vindere
Filmpriserne blev delt i øst og vest, da Hollywood natten til mandag fejrede sig selv ved det store Oscar-show.
Stjernerne stod som altid i kø, da de eftertragtede Oscar-statuetter for 88. gang blev uddeldt.
Årets Oscar vært, komikeren Chris Rock, italesatte fra første linje det helt store debatemne forud for årets Oscar-fest – nemlig manglen på diversitet blandt de nominerede i skuespilkategorierne, hvor 20 ud af 20 nominerede var hvide skuespillere.
- Hvis jeg skulle nomineres til det her job, havde jeg aldrig fået det, indledte en veloplagt Chris Rock og fortsatte også med stikpiller til flere af de sorte skuespillere, der havde valgt at boycotte filmfesten. Heriblandt stjerneparret Will Smith og Jada Pinkett Smith.
- At Jada boykotter Oscar 2016 er det samme som, hvis jeg boykottede Rihannas bukser. Jeg var ikke inviteret, lød det kækt fra den 51-årige Chris Rock, der var vært på Oscar-showet for anden gang.
Leonardo vandt - 'The Revenant' tabte
Hentydningerne til racediskriminationen fortsatte showet igennem, blandt andet havde han fået en gruppe sorte spejderpiger til at komme forbi og sælge småkager til de mange Hollywood-stjerner.
Helt som ventet modtog Leonardo DiCaprio – endelig – sin første Oscar-statuette for rollen som den hårdtprøvede Hugh Glass i filmen 'The Revenant'.
Den 41-årige DiCaprio modtog da også stående bifald fra salen, da han for første gang i karrieren kunne gå på scenen, hvor han blandt andet brugte sin taletid på at tale om klimaforandringer.
'The Revenant' vandt yderligere to priser – nemlig for 'Bedste instruktør' til Alejandro G. Iñárritu og 'Bedste fotografering' til Emmanuel Lubezki.
Det var andet år i træk, at Iñárritu modtog instruktørprisen - ikke siden 1950 er det sket, at den samme instruktør har vundet prisen to år i træk. Sidste år modtog han den for 'Birdman'. Lubezki vandt sin kategori for tredje år i træk – hvilket aldrig er sket tidligere i Oscar-historien.
Overraskende for bookmakere og filmeksperter var det, at 'The Revenant' ikke blev kåret som 'Bedste film'. Det gjorde i stedet 'Spotlight', der også snuppede prisen for 'Bedste manuskript'.
Filmen, der har blandt andre Michael Keaton, Mark Ruffalo og Rachel McAdams i de bærende roller, handler om, hvordan en gruppe af journalister på avisen Boston Globe i begyndelsen af 00’erne optrevlede et pædofilt netværk i den katolske kirke i USA.
'Mad Max: Fury Road' løb med flest priser
Generelt blev de store priser delt ud til en bred vifte af film. Helt som ventet vandt Oscar-debutanten Brie Larson prisen for 'Bedste kvindelige hovedrolle' i 'Room', mens svenske Alicia Vikander fik lejlighed til at sige et par gloser på svensk, da hun gik på scenen for at modtage prisen for 'Bedste kvindelige birolle'.
Prisen for 'Bedste mandlige birolle' gik til manges overraskelse ikke til Sylvester Stallone, men derimod til 56-årige Mark Rylance for hans rolle i Steven Spielbergs koldkrigsdrama 'Bridge of Spies'.
Flest priser, dog alene i de tekniske kategorier, opnåede George Millers actionbrag 'Mad Max: Fury Road'. Seks priser, heriblandt 'Bedste scenografi', 'Bedste filmklipning' og 'Bedste lydmix', blev det til for filmen.
Ingen priser til dansk film
Dansk film måtte til gengæld gå tomhændet hjem fra prisfesten i Hollywood. Tobias Lindholms 'Krigen' måtte som ventet se sig slået af den ungarske storfavorit 'Son of Saul' i kategorien 'Bedste ikke-engelsksprogede film', mens dokumentaren om den afdøde sangerinde Amy Winehouse, 'Amy', vandt prisen for 'Bedste dokumentarfilm' foran Joshua Oppenheimers danskproducerede 'The Look of Silence'.
Se listen over alle vinderne herunder.