Underholdning

Tivoli løfter sløret: Dansk troubadour og verdenskendt DJ spiller til Fredagsrock

Både danske og udenlandske kunstnere er med, når Tivolis Fredagsrock-koncerer løber af stablen over sommeren.

Når Tivoli åbner for sine sommerkoncerter til Fredagsrock, er det både danske og udenlandske musikere, der er på plakaten i den gamle forlystelseshave.  

Her kan publikum både synge med på sange fra popkongen Christopher, troubaduren Kim Larsen, danse til den verdenskendte DJ Tiësto og holde en fest med den danske DJ Morten Breum. 

I alt afholder Tivoli 24 koncerter hen over sommeren fra den 15. april til den 23. september. 

Her optræder forskellige kunstnere som TopGunn, Bikstok, Bo Kaspers Orkester, Tiësto og Teitur. Og altså ikke mindst Kim Larsen. Du kan se hele oversigten over koncerter i bunden af artiklen.  

Skal ramme bredt

Ifølge underdirektør i Tivoli, Nikolaj Koppel, er årets program et resultat af, at den gamle forlystelseshave skal ramme mange målgrupper. 

- Det er først og fremmest et program, som skal appellere bredt. Med 24 koncerter er der plads til, at vi kan ramme mere end én gruppe. Vi skal være noget for de helt unge, de ældre og dem, der kan lide en rockkoncert. Der skal være noget for de progressive og for de mere traditionelle, siger Nikolaj Koppel til TV 2. 

På listen over koncerter findes en blanding af genrer og både danske og udenlandske kunstnere. 

Han forklarer, at selvom Tivolis koncerter går under navnet 'Fredagsrock', så booker Tivoli også musikere, som ikke falder ind i rock-kategorien.  

- Det hedder fredagsrock, men andre gange er det fredagshiphop, andre gange er det fredagspop. Lavede vi 24 rockkoncerter, løste vi ikke vores opgave ordentlig. Vi skal ramme bredt, og det formår vi også. 

Snoop Dogg koncert-kritik

Sidste år gæstede den amerikanske musiker Snoop Dogg plænerne i København. Her blev Tivoli kritiseret for, at for mange mennesker blev tjekket ind i haven, og at det var svært for tilskuerne at bevæge sig ordentligt rundt. 

Ifølge underdirektøren holder Tivoli øje med, hvor mange mennesker, der lukkes ind, og hvordan koncerterne forløber.  

- På de store koncerter har vi en nøje overvågning af, hvor mange mennesker, der er i haven og hvordan, de fordeler sig, Når vi nærmer os et niveau, hvor der er for mange mennesker, lukker vi portene. Det skete faktisk ved Snoop Dogg. Vi følger altid koncerterne tæt og er opmærksomme på, hvordan de forløber, siger Nikolaj Koppel.

Fredagsrock 2016: 

  • 15. april TopGunn + Noah
  • 22. april Cisilia + Page Four + Hasan Shah
  • 29. april Bo Kasper Orkester
  • 6. maj Bikstok + Specktors
  • 13. maj Offspring
  • 20. maj Morten Breum
  • 27. maj KrebsFalch
  • 3. juni Tiësto
  • 10. juni Teitur + Ásgeir 
  • 17. juni Saybia
  • 24. juni Zara Larsson
  • 1. juli Djämes Braun + Nabiha
  • 8. juli Kim Larsen
  • 15. juli Air
  • 22. juli Oh Land
  • 29. juli Scarlet Pleasure + Patrick Dorgan
  • 5. august Turboweekend + Mikael Simpson
  • 12. august Haim
  • 19. august Christopher
  • 26. august Aura + Dúné
  • 2. september Magtens Korridorer feat. Østkyst Hustlers
  • 9. september Dizzy Mizz Lizzy
  • 16. september The Minds of 99 + Julias Moon
  • 23. september S!vas + Gilli + MellemFingaMuzik