Taget i stor løgn: Var ikke inde i en stormtrooper 

16x9
En stormtrooper til filmpremiere 8 januar i Kina. Foto: HOW HWEE YOUNG / Scanpix Denmark

En 23-årig skuespiller er blevet afsløret i en større løgn. Han udgav sig for at spille stormtrooper i den nye Star Wars-film.

Den 23-årige Alex Rolt blev den 31. december sidste år interviewet til et lokalmedie. Her forklarer han, at han blev trukket til side under optagelserne til Star Wars-filmen, som lige nu slår biografrekord efter biografrekord.

Der stod på hans CV, at han havde taget sværd-lektioner, og han forklarede, at han derfor fik lov til at spille rollen som en stormtrooper.

Den angivelige rolle optræder i en scene, der endte med at blive husket af Star Wars-fans. Stormtrooperen kæmper mod Finn, en af hovedrollerne i filmen, og kommer med replikken ’Traitor’ (Forræder, red.).

- Elskede at optage denne. Top-fyr John Boyega (Skuespiller, red.) Håber du nød den, skrev Alex Rolt blandt andet på hans nu slettede Twitterprofil.
- Elskede at optage denne. Top-fyr John Boyega (Skuespiller, red.) Håber du nød den, skrev Alex Rolt blandt andet på hans nu slettede Twitterprofil. Foto: Screendump - Twitter / Screendump - Twitter

Flere udenlandske medier fik øjnene op for historien og Alex Rolt endte med at blive synonom med den kæmpende stormtrooper, som i fankredse har fået tilnavnet TR-8R. Det skriver Daily Mail.

Blev spillet af erfaren stuntmand

Men nu har Lucasfilm, selskabet bag Star Wars-filmen, afsløret hvem der i virkeligheden spiller rollen, og dermed blev Alex Rolts løgn afsløret. Han har efterfølgende undskyldt på det sociale medie Twitter.

- Jeg undskylder overfor alle fans. Det var en joke, som løb løbsk. Min karriere er ødelagt, skriver han.

Han har efterfølgende slettet sin Twitterprofil. Det var også på Twitter, at han først modtog masser af ros og respekt, da han skrev, at han spillede karakteren.

I virkeligheden blev karakteren spillet af den erfarne og prisbelønnede stuntmand Liang Yang, som blandt andet har udført stunts i store kioskbaskere som ’Skyfall’, ’World War Z’ og ’Edge of Tomorrow’.

Slår rekord efter rekord

I USA og Canada er ‘Star Wars: The Force Awakens’ den første film til at indtjene over 800 millioner dollars (5,6 milliarder kroner, red). På verdensplan er filmen nu oppe på cirka 12 milliarder kroner, og filmen er dermed nummer tre på listen over mest indtjenende film nogensinde, kun overgået af ’Titanic’ og ’Avatar’.

Weekendens største film på billetsalg

  • Star Wars: The Force Awakens: 711 millioner kroner
  • The Revenant: 136 millioner kroner
  • The Hateful Eight: 82 millioner kroner
  • The Good Dinosaur: 82 millioner kroner
  • Detective Chinatown: 80 millioner kroner
  • Quo Vado: 78 millioner kroner
  • Daddy's Home: 70 millioner kroner
  • Sherlock: The Abominable Bride: 62 millioner kroner
  • The Peanuts Movie: 59 millioner kroner
  • Joy: 51 millioner kroner

USA og Canada er ekskluderet.

Kilde: Rentrak - uge 1.

 I "The Force Awakens" optræder skuespillerne Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill for første gang siden 1983 på det store lærred i rollerne som rebellen Han Solo, prinsesse Leia og helten Luke Skywalker.

Disney-koncernen har yderligere to Star Wars-film i støbeskeen for de kommende år.

Disney brugte i 2012 over fire milliarder dollar på at købe Lucasfilm, skaberen af ’Star Wars’ og ’Indiana Jones’.