Niki og Line har rejst verden rundt i jediernes fodspor

Niki Topgaard og Line Rosted har brugt 98.000 kroner på at besøge de steder, hvor Star Wars-filmene er optaget.

Der findes store Star Wars-fans - og så findes der rigtig store Star Wars-fans. En af dem er Niki Topgaard.

Sammen med kæresten Line Rosted har han brugt 98.000 kroner på en rejse, der har bragt dem til alle steder, hvor de første seks Star Wars-film er blevet optaget - i alt mere end 30 lokationer i blandt andet Californien, Tunesien og det nordligste Norge.

Det startede under en ferie i Californien, hvor Niki Topgaard fik overtalt Line Rosted til at tage med til Death Valley, hvis ørkenlandskab danner rammen om flere scener i den første Star Wars-film.

- Så fik jeg lidt blod på tanden. Nu havde jeg set noget, så fik jeg lyst til at se resten også, siger Niki Topgaard.

Line Rosted er ikke lige så stor Star Wars-fan, som han er, men også hun blev bidt af det, de betegner som en skattejagt efter den helt rigtige klippe eller det rigtige træ.

Fanget i snestorm

Rejsen har dog ikke været nogen badeferie, og flere gange har parret været i farlige situationer. Det skete blandt andet i Norge, hvor de blev fanget i en snestorm og måtte reddes af Røde Kors på snescootere.

Men endnu mere ubehageligt blev det i Tunesien, som ellers var den del af turen, som Niki Topgaard havde glædet sig mest til.

- Tunesien er nærmest Star Wars-hovedstaden. Her er de fleste scener optaget, fortæller NIki Topgaard.

Mange af kulisserne står der endnu, blandt andet Luke Skywalkers kuppelformede hus, som ligger fem kilometer fra grænsen til Algeriet. Og der var der en del uroligheder, da parret besøgte stedet i bagende hede i september 2014.

Den første dag kørte de forbi en ladvogn fyldt med maskerede og tungt bevæbnede mænd, og kort efter besvimede Line Rosted af et hedeslag. De fik ingen billeder i kassen den dag.

Tæt på at blive kidnappet

Anden dagen var langt mere ubehagelig. Her forlod Niki Topgaard hotellet for at købe mad, da en bil kørte op på siden af ham.

Manden i bilen var i første omgang venlig og tilbød at give ham et lift. Niki Topgaard takkede nej, og manden blev mere og mere insisterende og til sidst decideret ubehagelig.

- Han sagde "Nu sætter du dig ind i bilen," og så tog han et våben ud af handskerummet, og jeg begyndte at skælve, fortæller Niki Topgaard.

Han blev dog reddet af, at flere biler bag manden begyndte at dytte, fordi de ville forbi. Han beordrede Niki Topgaard til at blive, hvor han var, mens han kørte bilen lidt frem.

- Jeg vender mig forsigtigt om og ser en gyde, og så tonser jeg afsted. Jeg løber ned i byen og blander mig med folkemængden, siger han.

Han rystede, da han kom tilbage til hotellet, og var så chokeret, at han til ikke kunne formulere, hvad der var sket i flere minutter.

Så godt som resten af turen blev parret på hotelværelset, men de vovede sig alligevel ud til Star Wars-kulisserne igen.

- Jeg kunne ikke acceptere at tage tomhændet derfra, siger Niki Topgaard, der dog ikke ville have foretaget samme rejse i dag, hvor Udenrigsministeriet nu fraråder, at man besøger området nær Algeriets grænse.

Hobby kan blive levevej

Trods farerne er parret glade for turen og den video, de har lavet om den. Du kan se et uddrag af den her:

Og det, der startede som et fritidsprojekt, kan nu ende med at blive noget, de kan leve af. De er nemlig blevet kontaktet af et produktionsselskab, der gerne vil lave tv-programmer, hvor de besøger kendte filmlokationer. Ideen er lige nu ved at blive solgt til tv-stationer.

- Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse, siger Niki Topgaard.

Ud over Star Wars-rejsen har han og Line Rosted også været på en Harry Potter-tur til Storbritannien, i New Zealand for at se, hvor Ringenes Herre blev til, og de har også besøgt nogle af de steder, hvor filmen Inception er optaget.

Næste rejse går formentligt til Hawaii, hvor Jurassic Park er lavet, og de leger også med tanken om at tage til Caribien for at finde de steder, hvor Pirates of the Caribbean er blevet til. Men det bliver nok ikke lige foreløbig.

- Vi er stadig ret fattige efter den store rejse sidste år, sige Niki Topgaard.