Se hvem der skal spille Dirch Passer i stor forestilling

Alle i Danmark kender Dirch Passer - også selv om han døde for 35 år siden. Og næste sommer ville den folkekære komiker, entertainer og skuespiller have fyldt 90 år.
Det skal fejres, og det bliver det blandt andet med en stor musikalsk teaterforestilling, der får premiere i Glassalen i Tivoli i København efter sommerferien næste år. Forestillingen hedder 'Dirch - en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren' og instrueres af Peter Langdal, der har en lang række teater- og musicalforestillinger på cv'et.
48-årige Andreas Bo Pedersen, der er kendt for at kunne imitere hvem som helst, skal spille Dirch Passer, mens Troels Lyby skal spille kollega og kammerat Kjeld Petersen.
Blandt de øvrige medvirkende er Sys Bjerre, Robert Hansen, Mathilde Norholt og Carsten Bang.
Artiklen fortsætter under billedet...
Faldt om på scenen
Dirch Passer døde 3. september 1980, og faktisk var det på scenen i Glassalen, at den 54-årige skuespiller faldt om af et hjertestop umiddelbart inden en Tivolirevy-forestilling.
Han blev efterfølgende hastet til Københavns Kommunehospital, hvor han blev erklæret død, efter lægerne i to timer havde forsøgt at genoplive ham.
Lige nu har folkene bag teaterforestillingen inviteret til pressemøde i stor Dirch Passer-stil. Det er med høj cigarføring, velbelagt smørrebrød og en lille en på Dirch Passers stamværtshus Alléenberg på Frederiksberg.
Se også 'Glemmer I, så husker vi: Dirch Passer'
Over 100 film
Det er ikke første gang, at andre danske skuespillere giver sig i kast med at spille Dirch Passer. I 2011 havde filmen 'Dirch' premiere, som handlede om hans liv og karriere.
I filmen spillede Nikolaj Lie Kaas rollen som Dirch Passer, og det gik op i en højere enhed, da Nikolaj Lie Kaas er søn af skuespilleren og entertaineren Preben Kaas, der lavede mange ting sammen med Dirch Passer gennem tiderne.
Dirch Passer nåede over tre årtier at medvirke i mere end 100 film, de fleste var komedier, da hans skøre og finurlige skuespil blev en stor del af hans personlighed. Han blev slået til Ridder af Dannebrog i 1974.
Forestillingen bliver opført i Glassalen i Tivoli fra 18. august til 18. september og skal herefter på turné rundt i landet.