Underholdning

Superstjernerne på scenen sammen i Danmark

Tirsdag aften giver de to musikalske superstjerner, Sting og Paul Simon, koncert sammen på dansk grund. Og det kan siges ganske kort: Det er meget stort.

Det er nemlig ikke to hr.-hvem-som-helst, der gæster Fyn og Sparekassen Fyn Arena i Odense tirsdag aften. Det er nemlig et par af de absolutte sværvægtere i musikkens historie, som giver koncert sammen.

Men hvad er det, der gør Sting og Paul Simon til noget helt specielt? Det giver tv2.dk dig et overblik over her under. Og det er ikke så lidt.

Paul Simon

Født i 1941. 73-årige Paul Frederic Simon voksede op i New York-bydelen Queens. Han blev for alvor en musikalsk succes efter han i 1964, sammen med Art Garfunkel, dannede duoen Simon & Garfunkel, som hurtigt blev bemærket.

Duoen er blandt andet kendt for store hits som ’Mrs. Robinson’, ’Bridge Over Troubled Water’ og ’The Sound of Silence’. Paul Simon har skrevet en stor del af den succesfulde duos sange. Hvilket har bragt ham mange priser.

Men også i eget navn har Paul Simon nydt stor succes. Allerede i 1970 gik han og Art Garfunkel hver til sit. Herefter begyndte Simon den solokarriere, som han fortsat har fuld gang i.

Hall of Fame og Grammy

Det er blevet til adskillige albums i eget navn. Men det er priser og hædersbevisningerne, der for alvor er imponerende, når man snakker Paul Simon.

Han er nemlig blevet hædret med ikke mindre end 12 amerikanske Grammy-priser. Både for sit samarbejde med Art Garfunkel og for sit eget materiale. En af de Grammyer var en såkaldt ’Lifetime Achievement Award’ for sin imponerende karriere.

Paul Simon er også blevet optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2001. Og så er han af det legendariske musikmagasin Rolling Stone blevet kåret til en af verdens bedste guitarister nogensinde.

Men den hæder falmer en smule i forhold til, at han i 2006 blev kåret til en af 100 personer, der har været med til at forme verden af Time Magazine, der i begrundelsen kalder Paul Simon for en person, der kan næsten alt, men specielt skrive fremragende rationel popmusik. Desuden kalder Time Magazine Simon & Garfunkel for den bedste folk duo, der nogensinde har eksisteret.

Som en lille krølle på den imponerende hale, kan det nævnes, at Paul Simon også er æresdoktor i musik ved Berklee College of Music.

Sting

Selvom Paul Simon har haft en imponerende karriere, så betyder det ikke, at han overskygger tirsdag aftens medpart på scenen, Sting.

63-årige Gordon Matthew Thomas Sumner fra Wallsend i England har nemlig også efterladt sig lidt af en historie.

Sting, som kunstnernavnet lyder, har nemlig først som medlem af The Police og siden som solokunstner har også haft lidt af en karriere.

Fra 1977-1983 var han forsanger og sangskriver i The Police, som havde adskillige kæmpe hits. Hvem kan ikke synge med på ’Message in a Bottle’, ’Roxanne’ og ’Every Breath You Take’ bare for at nævne nogle få?

Hits som disse gjorde gruppen til en af de bedst-sælgende nogensinde. I alt har Sting, som solokunstner og som del af The Police, anslået solgt flere end 100 millioner albums på verdensplan.

Golden Globe, Emmy og Grammy

Men det er ikke kun på salgsfronten, Sting har gjort det godt. Også når det kommer til priser er han helt i verdenstoppen.

Han har modtaget hele 16 Grammy-priser gennem sin karriere som The Police-medlem og solokunstner. Og så er Sting den stolte modtager en Golden Globe og en Emmy-pris. Desuden har han været nomineret tre gange til en Oscar.

Sting blev sammen med resten af The Police optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003. Og hvis man leder lidt, så kan man også finde hans stjerne på Hollywood Walk of Fame i Los Angeles.

Det kan også nævnes, at Sting er blevet kåret til nummer 63 på VH1’s liste over de største navne i rockens historie.

Og så er han blevet slået til ridder af den engelske dronning Elizabeth II.

Så det er uden tvivl et par verdensstjerner, der står på scenen tirsdag aften i Odense.

Du kan læse vores anmelders dom efter koncerten her på tv2.dk.