Nervøs Viggo Mortensen i Bodil-hyldest: Vi skal drikke kaffe, Ghita
Den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen modtog lørdag aften en 'Æres-Bodil' ved den danske Bodil-fest.
Han har spillet adskillige store roller i internationale succesfilm, ligesom han har betrådt utallige røde løbere verden over. Men det var alligevel en tydeligt nervøs Viggo Mortensen, der lørdag aften modtog en 'Æres Bodil' af Danske Filmkritikere på Bremen Teater i København.
Læs også: Viggo Mortensen kommer til Danmark
- Tak for min skønne, nye veninde, lagde Viggo Mortensen ud med at sige om den hvide, ikoniske Bodil-statuette, han fik overrakt af Ghita Nørby, mens han modtog stående bifald fra hele salen.
- Og tak for det store skulderklap der ligger bag sådan en anerkendelse. Jeg er lidt nevøs, som I kan høre, så jeg bliver nødt til at læse op af et stykke papir. Jeg beklager, sagde Viggo Mortensen og takkede ydmygt for at modtage Æres-prisen, ligesom han fortalte, hvordan han som teenager arbejdede i forskellige småjob rundt omkring i Danmark, blandt andet i København, Kalundborg og Esbjerg.
Viggo Mortensen satte også ord på sin forkærlighed for dansk film:
- Jeg har været inspireret af dansk filmkunst fra starten af min karriere. Jeg har beundret en hel række dygtige danske instruktører, blandt andre Bille August, Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Susanne Bier, Lone Scherfig, Nicolas Vinding Refn og mange andre. Det er utroligt, at et land med lidt over fem millioner mennesker producerer så mange gode tv-serier og film. Det er fantastisk, sagde Viggo Mortensen, inden han rundede af med
- Det var vist langt nok, var det ikke?
Galleri fra Bodil-festen: Se de kendte på den røde løber
Det var Ghita Nørby, der overrakte Æres-Bodil'en til Viggo Mortensen, og de to skuespillere, der blandt andet snart kan opleves i den argentisk-danske film 'Jauja', kender hinanden særdeles godt. Således sagde Viggo Mortensen til Ghita Nørby:
- Ghita, du er så smuk. Jeg tager jer både dig og Bodil... Altså ikke på den måde. Vi skal bare lave mad og drikke kaffe, sagde hans til salens store jubel.
Det var da også en rørende tale, Ghita Nørby holdt forud for prisoverrækelsen til den dansk-amerikanske skuespiller:
- Den mand, vi nu skal hylde, er en fantastisk kok. Den mand i et køkken er et under. Den måde, han lukker en sardindåse op, skærer en citron i stykker og stiller den på bordet. Det er genialt, kan ikke gøres bedre, jokede Ghita Nørby blandt andet og fortsatte:
- Det, der kendetegner Viggo Mortensen, er, at han forsvinder. Det er en meget stor evne som skuespiller at kunne forsvinde og så lade en anden person komme ind. Han er væk og kommer ind som et andet individ med en anden tankegang. Sådan er det at være en karakterskuespiller. Tak fordi han fortsat hedder Viggo Mortensen. Det er en stor ting, at han ikke har skiftet navn, men at han bruger 'Viggo Mortensen' som sig og sit, lød det fra Ghita Nørby, der selv tidligere har modtaget en Æres-Bodil.