Nikolaj Lie Kaas: Skruer ned for prut med armhulen
Holdet bag succesfilmene ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’ er tilbage i filmen ’Mænd & høns’, der har premiere torsdag den 5. februar. Men publikum skal ikke forvente, at ’Mænd & høns’ er ligesom sine forgængere. Hele holdet er blevet ældre, og det kan mærkes, siger en af filmens hovedroller, skuespiller Nikolaj Lie Kaas.
Hundredtusindvis af danskere strømmede i biograferne til instruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens tre første film ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’, der alle er blevet ny-klassikere inden for dansk film.
Se interview med Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro i 'Go' Morgen Danmark' ovenfor.
Derfor ligger der da også et pres på Anders Thomas Jensen og hans hold af stjerneskuespillere, når hans fjerde film, ’Mænd & høns’, har premiere torsdag den 5. februar. Det er en af hovedrollerne i filmen, Nikolaj Lie Kaas, udmærket klar over.
Læs også: Anmelder om ’Mænd & høns’: Der bliver dyrket rimelig meget dyresex
- Filmen er meget mere intellektuel end de andre og tager nogle store spørgsmål op. Der er ikke så meget prut med armhulen, og jeg tror, det er dét, der kan blive filmens styrke. Det bliver interessant at se, hvordan folk reagerer på filmen. Selv er jeg glad for den, men hvis folk bare forventer mere af det samme, som vi tidligere har lavet, så bliver de overraskede. Jeg ved, hvilke forventninger folk har til filmen, men de forventninger, de har, er ikke det, de får, siger Nikolaj Lie Kaas til tv2.dk og uddyber:
- Vi kunne nemt bare have lænet os op ad gamle dage, men det ville vi ikke. Hvis ikke vi accepterer, at vi er blevet ældre og tænker anderledes, var det bare blevet patetisk. Vi er nødt til at acceptere, at vi er videre. Vi er ikke så meget oppe at hoppe på bilerne som i gamle dage, men vi er selvfølgelig stadig drengerøve i hjertet, siger han.
I ’Mænd & høns’ følger man de to særprægede brødre Elias (Mads Mikkelsen) og Gabriel (David Dencik), der efter deres fars død finder ud af, at de er adopterede. Brødrene drager derfor til den lille ø Ork for at finde deres ophav, og her møder de deres ukendte brødre Gregor (Nikolaj Lie Kaas), Josef (Nicolas Bro) og Franz (Søren Malling). Herfra bliver det for alvor sort, og der venter publikum flere overraskelser undervejs.
Et af filmens temaer er mangfoldighed, og mere specifikt at man skal være åben over for og acceptere mangfoldighed. Netop at være åben over for indtryk udefra er noget, Nikolaj Lie Kaas går meget op i at opdrage sine døtre, Esther på otte og Gerda på fire, til.
- Jeg bruger mange kræfter på at vise mine børn, at forskellighed er en gave. Jeg lærer dem, at man definerer sig selv ved at åbne op. Man kan ikke bare lukke sig inde og tro, at ”sådan er det bare”. Åbenhed er vejen til ikke at gå i stå – dét lærer jeg mine børn, siger Nikolaj Lie Kaas.
Læs også: Nicolas Bro: Siger nej til jobs for sønnens skyld
At gå i stå kan man ikke just beskylde den 41-årige skuespiller for at gøre. Ud over ’Mænd & høns’ er han også aktuel i Susanne Biers ’En chance til’, og senere i år indtager han nok engang det store lærred i den tredje film om Carl Mørck, ’Flaskepost fra P’, ligesom han spiller med i thrilleren ’Child 44’, der har Tom Hardy og Noomi Rapace i hovedrollerne.
Nikolaj Lie Kaas erkender da også, at 2014 var et hektisk år.
- Der skete rigtig, rigtig meget i 2014. Engang imellem kommer jeg til at sige ja til for mange ting. Det kan bare være svært at sige nej, når de gode projekter kommer på samme tid. Men jeg håber da, at jeg snart kan trække stikket på et tidspunkt, siger han.
’Mænd & høns’ har premiere torsdag den 5. februar.