Underholdning

Dansk provokunstner vil åbne bordel på Amager

Den danske kunstner, Kristian von Hornsleth, har planer om at åbne et bordel på Amager.

Provokunstneren Kristian von Hornsleth, kan meget vel komme til at provokere igen. Han vil nemlig forsøge at åbne et bordel ved Københavns Lufthavn, det skriver Ekstra Bladet.

Helse, økologi og terapeuter der tilbyder sex

Netop nu er han i gang med at finde ud af, hvordan det juridisk kan lade sig gøre og håber, at kunne åbne bordellet til næste år, det bekræfter han overfor tv2.dk.

Bordellet vil naturligvis byde på sex for penge, men også mange andre ting:

"Der skal være helsestudie og superøkologiske restauranter, og så skal der være mandlige og kvindelige terapeuter, der også kan tilbyde sex. Det skal også være et sted, hvor kvinder kan føle sig hjemme. En afdeling sådan a la Chippendale, hvor de kan få lov at røre ved nogle flotte fyre", siger han til Ekstra Bladet. 

Kunstneren skal dog lige bruge lidt tid på at greje de juridiske aspekter, da det er ulovligt at drive bordeller i Danmark.

Kristian von Hornsleth er kendt for flere specielle og i manges øjne - provokerende - projekter. I 2006 lavede han for eksempel et kunstprojekt i en landsby i Uganda, hvor han fik landsbyboerne til at tage hans efternavn i bytte for en gris eller en ged, og det fik flere humanitære organisationerne til at rase.