Underholdning

Dolly om Miley: Hun behøver ikke være så drastisk

Time Magazine har traditionen tro lavet deres årlige liste over de 100 mest indflydelsesrige personer. Og som altid er hver person på listen ledsaget af en artikel, der som regel er skrevet af en kollega eller en person, der har en holdning til personen på listen.

På Time Magazines liste finder man i år skandale-dronningen Miley Cyrus. Og til at skrive om hende, har magasinet valgt ingen mindre end country-legenden Dolly Parton. Det er ikke et tilfældigt valg, for Dolly Parton er faktisk gudmor til den tidligere Disney-darling.

”Hvis jeg ikke vidste, hvor klog og talentfuld Miley er, ville jeg nok være bekymret for hende. Men jeg har set hende vokse op, så det er jeg ikke. Hun ved, hvad hun laver”, skriver Dolly Parton blandt andet om sin guddatter, der fik hele verdens opmærksomhed, da hun med et trylleslag gik fra at være sukkersød Disney-stjerne til at optræde med sparsom påklædning og provokerende sceneshows. Blandt andet til MTV Video Music Awards i august sidste år.

Gudmoderen fortsætter sin artikel med at fortælle, at Miley Cyrus er stolt af sin karriere som Disneys Hannah Montana, men at hun var ved at kvæles i rollen – derfor følte hun, at hun måtte gøre noget drastisk.

Men de prisende ord fra den berømte countrysangerinde ender dog alligevel med en inddirekte opsang til guddatteren. Dolly Parton ser tilsyneladende gerne, at Miley nu begynder at skrue ned for skandalerne, og i stedet koncentrere sig om musikken.

”Jeg håber, at hun nu kan slappe af og vise folk, hvor talentfuld hun egentligt er. Pigen kan skrive. Pigen kan synge. Pigen er smart. Og hun behøver ikke være så drastisk”, skriver hun.