Underholdning

Nygift Silas Holst: Syret og sejt!

Den tidligere 'Vild med dans'-danser Silas Holst er blevet gift med sin musical-kæreste Johannes Nymark

'Så var man pludselig sådanne en der var blevet gift... Syret!!!! Og sejt!!!!!'

Sådan skriver Silas Holst under et billede af sig selv og sin nygifte husbond, Johannes Nymark, på Facebook.

Billedet er taget kort tid efter brylluppet mellem de to på Flamingo Las vegas Hotel & Casino. 

Det var Silas' gode veninde og tidligere 'Vild med dans'-partner Malena Belafonte, der viede de to i stegende hede.

'Perfekt dag i poolen - med venner familie drinks og hygge - og 48 grader!!!!! Perfekt dag inden den store dag imorgen!!!', skrev danseren således på sin Facebook søndag.

Ikke medlem af 'klubben'

Silas ønskede ikke at blive gift i en folkekirke, fordi den ifølge hans mening var for sen til at lukke homoseksuelle ind i det fine selskab. 

- Det har været lukket land i 2000 år, hvor vi ikke rigtigt har været velkomne, og så får vi en ny regering og så er man pludselig velkommen og skal være mega taknemmelig. Det er en klub, jeg ikke har lyst til at være medlem af alligevel, sagde Silas Holst til tv2.dk under sidste års 'Vild med dans', hvor det kom frem, at den 30-årige danser var blevet forlovet.

Johannes Nymark og Silas Holst har kendt hinanden i mange år, men de har været kærester i tre. De har en engelsk bulldog, der lyder navnet Batman sammen.

Tillykke fra Christiane 

Silas Holst kommer ikke til at være med i dette års 'Vild med dans'. Det falder sammen med, at han skal spille hovedrollen i musicalen 'Crazy for you', hvor han skal spille sammen med sin gode veninde Julie Steincke.

Også Johannes Nymark kan se frem til en sommer og efterår i musicalens tegn. Han skal spille hovedrollen i opsætningen af Aladdin sammen med blandt andre Maria Lucia.

Silas Holst er dog ikke helt glemt i 'Vild med dans'-universet. 

Den tidligere vært på det populære danseprogram Christiane Schaumburg-Müller er en af mange, der har ønsket det nygifte par tillykke på Facebook:

'Stort tillykke med brylluppet Silas, håber det har været en helt igennem uforglemmelig og dejlig dag for jer. Knus her fra', har hun skrevet.