Underholdning

Præstens tale til Kamilla

Da Kamilla Bech Holten i fredags blev bisat fra Frederiksberg Kirke, var det sognepræst Egon Lausen der forestod begravelsen.

Nedenfor kan du læse Lausens tale til Kamilla, som han selv har gengivet den i B.T:

"Lysets engel går med glans" skal vi synge sammen som den sidste salme her i kirken i dag. Lysets engel går med glans ..... skal vi synge, fordi det er det vi nu er i gang med, at følge en lysets engel på vej. Følge Kamilla på vej fra et sted til et andet. Vi er kommet her for at sige farvel, sige tak og for at sidde ved siden af hinanden på kirkebænken med vore beklemte sjæle og hjerter.

Den sidste tid af Kamillas liv blev, som ingen kan være i tvivl om, en i perioder smertefuld lidelsesrejse. Det skal ikke mindst ses i relation til, at langt de fleste år af Kamillas liv i høj grad jo var det modsatte. Det bærende i Kamillas liv er, at hun altid var fyldt med glæde og energi. Som det er sagt: et menneske fyldt af poesi og sødme. Fra hun var ganske lille var hun i gang med at arrangere og gøre ved, lave skuespil og synge og optræde ... hun måtte simpelthen allerede dengang øse ud af alt det overskud hun havde i sig. Og som ingen kan være i tvivl om var det disse egenskaber der fulgte hende og drev hende hele hendes liv, også såmænd da sygdom og smerte tog over: glæde, håb, kærlighed, positivitet, optimisme. Alle der har kendt hende .. hvad enten det var privat som et menneske i kød og blod, eller følte de kendte hende fordi hun blev en levende del af manges liv via medierne, ... alle kan deres historie om hvad hun har været og betydet i deres liv. Hvordan hun gav fra sig, hvordan hun løftede og hvordan hun fik glæden til at vokse og smitte alle steder. Allerbedst havde hun det når hun var sammen med børn .. lige fra at tage hånd om dem fra tv-studiet og fylde deres tanker og hjerter med glæde, tro og selvværd, til hun i det helt private med sin niece Julie satte sig og lavede fine kunstneriske dekoupager som forstillede finurlige snurrige personer og situationer. Altid var hun nærværende og tilstede i det hun var i, altid var hun opmærksom og følsom blandt dem hun færdes imellem og altid var hun modig til at tage føring og styring når noget skulle nås.

Alle disse ting jeg her har nævnt er jo den sidste uges tid blevet nævnt at mange andre ... mennesker der kendte hende langt bedre end mig, og mennesker .. over 30.000 som på facebook og andre steder har vist der medfølelse og berørthed. Selv synes jeg noget af det mest unike hos Kamilla var hendes integritet og autensitet som menneske. I sit udadvendte arbejdsliv og i sit private liv sammen med jer, hendes familie og venner, var hun grundlæggende den samme, fordi der var de samme ting der altid bar hende og drev hende. Jeg fornemmer at hendes grundlæggende livsholdning var sådan en blanding af gam-meldags og moderne: gammeldags, fordi hun vidste helt ind i hjertet, at hun havde fået både livet og alle sine talenter som en gave. Og hun var dybt taknemlig herover. Men også moderne fordi hun jo samtidig følte en både stor pligt og stor glæde ved at give videre og øse ud af alt det hun havde fået og som hun bestod af. Livet som en gave og opgave, kan man kalde sådan en livsholdning. At have fået lov at kende sådant et menneske er en stor nådegave. Et stort og givende kærligt menneske i en meget smuk, men lille, spinkel og skrøbelig krop.

Og nu er hun her så ikke mere. I lørdags slap de sidste kræfter op, stille og rolig og meget træt gav hun slip og sov ind. Livet havde tabt, kræften havde vundet, hed det. Skønt kampen havde været hård og varet længe .. så ikke blot Kamilla selv men også I omkring hende har måttet bære megen smerte, lidelse, håb og håbløshed, vrede, mismod, opgivenhed. Og så tabte alt det som vi håbede på, bad om, forsøgte at tro på, ... nu vandt alt det andet. Vi har hende ikke mere! Og dog .. vi har ikke Kamilla som en krop og et fysisk menneske, og vores sorg herover er ubærlig og ubegribelig. Vi har ikke Kamilla og alle de muligheder der altid lå parat i selskab og venskab med hende. De er mistet, og det er byrdefuldt og smertefuldt.

Men hun er jo ikke væk ... slet ikke. I som har kendt hende tæt vil bære hende med jer gennem livet resten af jeres livs dage, og alle de aftryk og al den livsglæde hun har smittet jer med vil bestandig være en del af jer. Hun blev kun 36 år, og det er alt for kort tid til et liv, siger vi. Og det er rigtigt, men ikke kun. For vi glemmer da, at godt liv ikke primært skal måles i kvantitet men i kvalitet. Og med sine alt for få år har Kamilla både selv oplevet mere end de fleste, og har i hvert fald i aller højeste grad haft større betydning for umålelig mange mennesker end de fleste af os andre nogensinde opnår. Et ikon for livsglæden, for skønheden, for det smukke og det overgivende blev hun ... og vil blive stående sådan i mange mange menneskers sind og hjerte hele deres liv. Hun viste os hvordan glæden og kærligheden kan bære, løfte, flytte, gøre forskel .. hun viste os det med en energi som smittede over i os, og vi må tage det til os og prøve igen at give lidt af det videre. Det er dog et eftermæle at sætte sig, selvom man kun blev 36 år.

Og så synes jeg hun kom til at give noget mere, uden hun egentlig kunne gøre for det. Men hele hendes liv og sygdom og nu hendes død er jo for alle os, vi moderne mennesker som så dygtigt og flittigt griber fat i livet og lever det og bruger det, og det er fint, men Kamillas forløb bliver dog for os en erindring om, at livet også er en skrøbelig sag. En erindring om, at ingen af os ved hvor længe vi er her, en huskesætning om at vi skal leve livet i nuet, for det er især i nu'et vi kan være noget for hinanden. Den sætning fortalte Kamilla selv hjalp hende gennem meget, nu efterlader hun den til os, vi sikre og skrøbelige mennesker.

Men hvad er så det for en Gud der lader sådan noget ske, har mange af os naturligvis tænkt. Jeg må sige, at det ikke er Gud der lader sådan noget ske! Den Gud vi har i kristendommen vil nemlig livet og kærligheden ... det er det allervæsentligste for ham. Derfor er jeg overbevist om, at der ingen højere, hverken en guddommelig eller anden form for mening, er med det der her er sket. Jeg er temmelig sikker på, at Gud lige nu sidder i sin himmel og græder sammen med os ... for det er ikke og det har aldrig været meningen med livet at det skulle ende på den måde. Vi tror på Gud Fader den afmægtige ... kan vi med sandhed i stemmen sige i dag. For sådan en afmægtig Gud har vi tit fulgtes med på en lidelsesfyldt tur de sidste fire år. Men vi må så ikke glemme, at den kristne Gud netop er karakteristisk ved at være med os alle dage, også når vi føler os forladte af Gud og hvermand. Gud følger med, altid, også dybt ned i smerten når det er der vores liv befinder sig. Der holder han om os, der lider han med os. Ikke er skrydende og sejrende Gud, men en med-lidende Gud.

  • Kom i den sidste nattevagt
  • i en af mine kæres dragt
  • og sæt dig ved min side.

Han mistede selv sin søn, så han ved hvad det handler om. Så det der skete skete mod Guds, livets og kærlighedens vilje.

Kamillas liv er også en historie om kærligheden. Vi elsker i Kirken at gengive Paulus kærlighedsdefinition som lyder "Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt". Når man så fulgte Kamillas liv fik også denne kristen kernesætning en på lampen ... sådan har det i hvert fald kunnet se ud. Men det passer ikke ... kærligheden led ikke en død i Kamillas liv, tværtimod blev den nærmest styrket. En del af kærligheden i hendes liv løb ind i nogle vilkår så den ikke kunne få fodfæste, ikke kunne finde sin plads i vores dagligdag og hverdag. Og sådan er kærlighedens vilkår jo altid så længe den skal trives her på jorden, hvor modgang og mangel på energi og alt muligt ofte kommer den på tværs. Man kan sige det med et citat af præsten og terapeuten Bent Falk: "Kærligheden har altid sin pris, problemet er bare at man aldrig kender prisen!" Sådan er det med kærligheden blandt mennesker på jorden. Men fordi der er en pris dør kærligheden ikke af det ... den gemmer sig måske lidt af vejen, den trækker sig lidt tilbage når det bliver for barsk, men den dør aldrig. Kamillas kærlighed til livet og til de mennesker der omgav hende, alle dem som hun elskede eller havde elsket, blev hun til det allersidste ved med at have plads til i sin kærlighed, alle .. hver og en.

I kirken kender vi ikke kun kærligheden, vi kender også døden, vi kender den alt for godt. Men vi ved også noget mere om døden. Vi ved at døden ikke kun er afslutning og farvel, vi ved at døden er noget mere. Det ved vi, fordi Guds egen søn Jesus har lært os det, både med ord og handling. Han kom til jorden for at udbrede budskabet om kærlighed, og heller ikke dengang havde kærligheden optimale vilkår. Menneskene omkring Jesus ville ikke høre på ham og slog ham derfor ihjel. Men heldigvis stopper historien ikke der .. for 2 dage senere blev han levende igen. Han genopstod, kalder vi det. Og den begivenhed er vigtig, fordi vi har fået løfte om, at som det gik Jesus skal det også gå os. Det skyldes at vi gennem dåben hver især har fået Jesus som vores bror, har så at sige fået et skæbnefællesskab med ham. Opstandelsesberetningen fra biblen fortæller os, at den hvide kiste her ikke er det sidste ... den hvide kiste er blot en overgang til et andet liv. Det liv der slukkes her på jorden lever videre i Paradis, i Himlen, i Guds rige .. tilstanden har så mange navne fordi ingen af jo ved, hvad det er og hvordan det er. Hvad vi ved er at Jesus har lovet os det er en tilstand med ro, glæde, harmoni, kærlighed, tryghed. Guds tilgivende kærlighed bærer os derover.

Et andet ord for denne Guds kærlighed er ordet nåde.

  • Nåden er et ord fra Gud
  • over alle dage.
  • Nåden er, når alt er tabt,
  • at få alt tilbage.
  • Nåden er hver levet dag,
  • hvert tilfældigt møde.
  • Nåden er det levende,
  • som står op af døde.
  • Uden håb og uden Gud
  • lar vi døden råde.
  • Tro og håb og kærlighed
  • får vi kun af nåde

Sådan har Johannes Møllehave indfanget det alt sammen på så poetisk og følsom vis.

Selv er jeg er vis på, at Jesus har taget Kamilla i hånden, og de to er så sammen gået ind bag dødens forhæng. Lyset engel går med glans, gennem himmelporte!! Gennem himmelporten er Kamilla nu kommet ind i de lyse højenloftssale, i Guds nærhed, der hvor kærligheden fylder det hele. Der lever hun nu vider.

Faktisk har vi fået lov at tro endnu mere. Vi har fået lov at tro, at vi alle engang skal mødes der i de lyse højenloftssale. Jeg ved godt at mange moderne mennesker mener, at sådan en tro bare er for meget, at det overskrider alt hvad rimeligt og beregneligt er .. og svaret er selvfølgelig: ja, det er for meget, det er alt for meget og det er helt urealistisk at tro sådan noget .... Men det er sandt. Den der magter at tro det, for ham eller hende er vores håb her hvor vi i dag står ved livets kant, at der venter os et glædeligt gensyn engang med dem, som vi har kær og som vi har mistet. Og den tro kan være det strå som enhver af os kan have brug for at holde fast i, når smerten bliver for stor, når tabet bliver for pinefuldt, når forladtheden skærer i en som en kniv. Håbet om kødets opstandelse og det evige liv. Håbet om et smukt og glædeligt gensyn engang.

Kamilla hviler nu i Guds kærlige hænder ... vi har dig ikke mere iblandt os, men du har dog efterladt så meget at vi ikke har sluppet dig. Det vil vi takke for, og vi vil prøve at glæde os over at du nu har fået fred for din smerte, din angst, din lidelse .. og du nu hviler i Guds kærlige hænder, og hans hele velsignelse er med dig ... sådan som den er med os alle. Amen.