Vestjyde raser over DF-plakat - nu er hans modsvar gået viralt

Dansk Folkepartis budskab stemmer ikke overens med John Jørgensens opfattelse af, hvad det vil sige at være dansker.

”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark”, lyder det fra en tegnet udgave af Martin Henriksen (DF).

Budskabet og Dansk Folkepartis gruppesekretærs ansigt pryder lige nu plakater, der er sat op landet over – heriblandt i Struer.

Netop her i det nordlige Vestjylland bor John Jørgensen. Og han er rasende over, at han ikke engang kan tage ud for at handle, uden han skal konfronteres med plakaterne.

Det er en plakat med dette motiv, der har fået John til at true med fiskerlussinger i sin video.
Det er en plakat med dette motiv, der har fået John til at true med fiskerlussinger i sin video. Foto: Dansk Folkeparti

Faktisk er han så rasende, at han har lavet en video med titlen ’Hold nu kæft’ og lagt den på nettet.

- Hvem har givet jer patent på, hvad der er dansk? spørger han i videoen, hvor han også fortæller om sin 12-årige datter, der har valgt at gå med tørklæde.

- Hun er den ondelyneme mere dansk, end I nogensinde bliver. For hun accepterer nemlig, at vi er forskellige alle sammen, og at vi har ret til at gøre, hvad vi vil. Det er dansk. Og det har det alle dage været, lyder budskabet, der er ligeså skarpt som den vestjyske dialekt.

Fik pludselig nok

John lagde videoen på nettet sidste mandag, og siden har flere end en halv million danskere set den.

Afstemning

Mandag aften gæstede han Go’ Aften Danmark, og her fortalte han om, hvad der fik ham til at lave videoen.

- Jeg fik lige pludselig nok. Når jeg kører forbi sådan en plakat, får jeg et billede af, at når jeg skal aflevere min datter i skole næste morgen, vil folk stå og kigge op og ned ad hende og sige, at hun nok er islamist, fortæller han om datteren, der ligesom sin mor og nogle af sine søskende er muslim.

Det er ikke den måde, jeg er opdraget til at være dansker

John Jørgensen

- Der er noget galt med måden, vi behandler hinanden på

Vestjyden, der til daglig arbejder som handicaphjælper, er vred, fordi han mener, Dansk Folkeparti prøver at splitte samfundet. Og det bør de skamme sig over, mener han.

- Der er noget galt med måden, vi går og behandler hinanden på. Der er noget galt med, at vi synes, det er i orden at dele os op og sætte prædikater på folk. At sige, hvad er dansk, og hvad er ikke dansk, siger han i Go' Aften Danmark.

- Det er ikke den måde, jeg er opdraget til at være dansker.

Johns datter er født på Holstebro Sygehus. Faktisk klippede han selv hendes navlestreng. Derfor har han også svært ved at forstå, hvorfor hun pludseligt skal til at melde sig ind i Danmark. Video: Katja Mejborn Østergaard

Mange positive såvel som negative tilkendegivelser

John er med egne ord ”ikke en ørn på nettet”, og derfor var det også gået hans næse forbi, at han var gået viralt.

Det var først søndag aften, han blev gjort opmærksom på, hvor mange danskere, der har set hans udbrud.

- Jeg er fuldstændig blæst bagover, fordi den er blevet delt så meget. Der har været så mange positive tilkendegivelser, og det gør mig glad.

Han uddyber, at reaktionerne ikke udelukkende har været positive.

Mens nogle synes, han skal være præsident, mener andre, at han skal slås ned, fortæller han. Men det rører ham nu ikke så meget.  

- Alle de negative har vi jo hørt på de sidste ti år. Dem er vi vant til. Det er de andre, der betyder noget. Jeg bliver simpelthen så glad. Det varmer.