Rørende videohyldest af børn med Downs Syndrom tager nettet med storm

16x9
Videoen er skabt for at skabe opmærksomhed om den årlige International Downs Syndrom Dag. Foto: Screendump fra Youtube/TV 2

50 mødre og deres børn med Downs Syndrom synger sammen i en tårevædende video, der skal skabe fokus på syndromet.

50 mødre, 50 børn og 50 ekstra kromosomer.

Det tyder på at være opskriften på et viralt hit.

I løbet af bare to dage er en video, hvor 50 mødre og deres børn med Downs Syndrom laver en såkaldt Carpool Karaoke, blevet set mere end to millioner gange på Facebook og Youtube.

Videoen er skabt for at skabe opmærksomhed om den årlige International Downs Syndrom Dag, der falder den 21. marts – og det, må man sige, at den har gjort.

Deles af kendt tv-vært

I videoen, der er inspireret af de tilbagevendende Carpool Karaokes i det amerikanske tv-program ’Late late show’, laver børn og mødre tegn-til-tale til en kærlighedssang.

Det har fået programmets vært, James Corden, til at dele videoen med sine flere end 10 millioner følgere på Twitter.

- Den fik mig til at græde, skriver han.

Sangerinden er stolt

Mødrene, der optræder i videoen, er alle medlemmer af en Facebook-gruppe for forældre til børn med Downs Syndrom, der er født i 2013 og 2014.

De har hver især optaget dem selv og deres børn siddende i en bil. En af kvindernes mænd har derefter klippet de 50 mødres bidrag sammen til én video, der kører over den amerikanske sangerinde Christina Perris sang ’A Thousand Years’.

Også hun har delt videoen på Twitter, hvor hun fortæller, at hun er stolt af, at gruppen har valgt hendes sang.  

50.000 delinger

Både på Youtube og Facebook har de 50 kvinders video også fået stor opmærksomhed, og i skrivende stund har næsten 50.000 mennesker delt den på Facebook.

Også medier verden over har skrevet om markeringen – blandt andre Huffington Post og BBC.

Og det er lige det, der var tanken bag videoen, fortæller en af mødrene, Rebecca Carless, til BBC.

- Vi ønskede virkelig, at alle skulle se den. Idéen er, at vi bare er normale mødre, vi elsker vores børn, de elsker os, og de er lige som alle andre fireårige. Vi ville ikke ændre dem, siger hun og henviser til det hashtag, videoen florerer under; #WouldntChangeAThing.