Er du blevet 'wham'd'? Dansk leg erobrer verden

- Man kan jo vinde bragging-retten, lyder det fra Liv Schubert, der har sat sig for at sejre i Whamageddon.

De fleste genkender sangen på et splitsekund. De tunge trommer, de hurtige keys, der gentager sig selv i en munter rundgang, efterfulgt af George Michaels fjølsbløde ”Uh oooooh”.  

Men for flere og flere verden over er det december måneds skrækscenarie at høre introen til en af julens absolut største hits.

Spillet Whamageddon går nemlig kun ud på én ting: Undgå ’Last Christmas’ fra den 1. december og frem til midnat juleaften.  

Reglerne i Whamageddon

Undgå Wham!'s 'Last Christmas' så længe du overhovedet kan. 

Legen begynder den 1. december og varer til midnat den 24. december.

Du er kun ude, hvis du hører den originale version af 'Last Christmas'. Og du er ude, så snart du genkender sangen. 

Det er ikke forbudt at sende sangen til andre for at sende dem ud af spillet. Men Whamageddon handler om overlevelse - ikke om at bruge beskidte tricks, understreger stifterne. 

Kilde: Whamageddon.dk  

Fra Aarhus til Kamchatka

Det, der startede som en fjollet leg blandt en gruppe venner i Aarhus for ti år siden, fik sidste år sin egen hjemmeside, hvor omkring 330 mennesker i løbet af december måned registrerede sig, når de blev ”wham’d” - spillets betegnelse for ufrivilligt at lægge øre til den originale version af ’Last Christmas’.

I år har 1238 battlebrothers allerede registreret sig som faldne – og Google afslører, at 100.000 mennesker fra i alt 80 lande har besøgt hjemmesiden.  

- Vi har haft besøgende fra alle verdensdele. Fra Kamchatka i Nordrusland til den sydligste spids af Sydamerika. Jeg synes, det er skideskægt, siger Thomas Mertz, der er en af de såkaldte ”Whamfathers”, som var med til at skabe legen.  

Hver dag laver Whamageddon-holdet en opdatering på Facebook for at gøre status og opmuntre de mange spillere til at holde ud. Nedenfor ses rapporten for den 21. december:

Battlefield report 21st of December: Less than 4 days to go people! I know a lot of you are hanging on by the skin of...

Posted by Whamageddon on Thursday, December 21, 2017

Et uheldigt sammenfald

Sammen med sine rollespilsvenner fik han i løbet af en jul tilbage i 00’erne nok af juleklassikeren.

- Vi lagde mærke til, at ’Last Christmas’, som ellers er en fantastisk popsang, fik lige lovlig meget spilletid i æteren. Det var på et niveau, hvor vi tænkte: "nu er den ikke så sjov mere", fortæller Thomas Mertz, der til daglig arbejder med hjemmesider og mobilspil.

Derfor gik der sport i at undgå den og give hinanden besked, hvis de trods indsatsen måtte se sig besejret af Wham!-feberen.

2016 var dog et uheldigt år at lade Whamageddon gå online. George Michael døde den 25. december – og det resulterede i 2000 vrede mails fra folk, der mente, at legen sværtede popikonets eftermæle til.

 Det har dog aldrig været hensigten, understregede Thomas Mertz dengang. Og det gør han stadig.

- Det er ren og skær spas og ballade. For at sætte lidt krydderi på livet, siger han.

Dyster om retten til at blære sig

Liv Schubert forsøger for tredje år i træk at undgå ’Last Christmas’. Tidligere har hun tabt spillet først i december, men i år er det lykkedes hende at undgå George Michaels ørehænger.  

- Og jeg har endda været på juleshopping, griner 31-årige studerende.

Jeg ville faktisk have det rigtig nedern med at høre sangen, fordi jeg er så tæt på nu

Liv Schubert, studerende

Hun ser ikke Whamageddon-spillet som en besættelse, men tager dog sine forholdsregler. For eksempel hører hun altid højt musik, når hun bevæger sig udenfor. Hun scroller ikke rundt på Facebook med lyden tændt, mens hun også har informeret sin omgangskreds om, at det er tarveligt, hvis de sætter sangen på, så hun hører den.

- Man kan jo vinde bragging-retten (retten til at blære sig, red.) ved at undgå en af de mest gennemtæskede julesange. Det er totalt åndssvagt, men jeg er et konkurrencemenneske, så jeg ville faktisk have det rigtig nederen med at høre sangen, fordi jeg er så tæt på nu, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under listen:

Få styr på Whamageddon-sproget

"Wham'd"

Du formåede ikke at undgå 'Last Christmas'. Du er ude. 

"Unwham'd"

Du er stadig med i kampen, fordi du ikke har hørt Wham!'s julesang. 

"Whamhalla"

Alle de faldne Whamageddon-spillere havner i "Whamhalla". Det er en direkte reference til filmen 'Mad Max: Fury Road', hvor "Valhalla" er navnet på efterlivets formodede paradis (ligesom i nordisk mytologi).

"Whamfathers"

Spillets brugere har døbt stifterne "Whamfathers". 

"Whamsassins"

Udspringer af "assassin", der betyder lejemorder. Det er betegnelsen for de folk, der aktivt tager andre ud af legen ved at spille sangen, mens de hører det. 
 

"Whamage"

Udspringer af "damage". Det er betegnelsen for det, der kan ske, når en spiller, som har fejlet sin missionen ved en fejl kommer til at spille 'Last Christmas' for en ven, som endnu ikke har hørt sangen. 

Glæder sig over fællesskabet

I år blev Thomas Mertz allerede ”wham’d” den 1. december, da han drak afskedsøl med sine venner, før han flyttede til Malta. Det har dog resulteret i, at han faktisk har lyttet mere til ’Last Christmas’ end mange af de forgange år.

- Det er jo en skidegod sang. Den er catchy ad helvede til, siger han og indrømmer, at han er glad for alt det, der er kommet ud af julehittet.  

- Jeg synes, det er dejligt at se det community, der er ved at vokse op omkring legen. Det ser ud til, at Whamageddon skaber en hel masse glæde og tænder en gnist hos nogle folk, siger han.