Ekspert overrasket over årets mest populære video på Youtube: - De er jo sindssyge og vilde

Den mest sete video kendte eksperten slet ikke.

Mundaflæsning, Ed Sheeran og blebørn live på BBC. Torsdag opgjorde Youtube, hvilke videoer der har været mest populære i løbet af 2017.

Musikvideoer er ikke en del af listen, for ellers ville en video som Luis Fonsis musikvideo til sangen 'Despacito' rydde bordet. Den har nemlig fået flere end fire milliarder visninger.

Specialist i digitale og sociale medier Nathalie Larsen forklarer, hvad en video blandt andet skal kunne for at blive et viralt hit.

- Typisk er de her videoer bygget op om noget, vi kan spejle os i og identifice os med. Det kan være følelser eller situationer fra hverdagen. Derudover skal det være spektakulært og overraskende, siger hun.

Youtubes liste går fra 1 til 10. Nedenfor fortæller Nathalie Larsen, hvad fire af videoerne spiller på, som gør, at de er en del af den prestigefyldte liste.

Thailandsk talentshow

1. pladsen med 183.182.519 visninger

Den video med flest antal visninger er fra et thailandsk talentshow og viser kendte mennesker, der tager masker på og synger foran et publikum. Til sidst bliver det så afsløret, hvem der er bag masken. Det bliver dog ikke afsløret i videoen ovenfor.

Nathalie Larsen er meget overrasket over, at netop denne video ligger i top.

- Sagt moderat, så tog denne video røven på mig. Jeg havde regnet med, at en video med så mange visninger var noget, man selv var blevet eksponeret for. Men der er så mange mennesker i den del af verden, så de har simpelthen overtaget listen, siger hun og fortsætter:

- De der talentshows i Asien kan noget helt specielt. De er jo sindssyge og vilde, og det er nok det, man bliver fascineret af.

Carpool-sang med Ed Sheeran

5. pladsen på listen med 40.018.027 visninger

Et af de helt store hits på Youtube er de såkaldte 'Carpool Karaoke'-videoer, hvor kendte mennesker synger sange, mens de kører i bil med værten på det meget populære show 'Late late show' James Corden.

- Kendte mennesker gør en forskel for, hvorvidt en video kommer langt ud. Og værdien i genkendelse betyder også meget, hvis man har set et klip med 'Carpool Karaoke', så vil man gerne se mere. Det er som en lille serie, hvor man kan se ens yndlingsstjerne, forklarer Nathalie Larsen.

Politisk lipsync

7. pladsen på listen med 35.166.502 visninger

I denne video bliver den politiske dagsorden blandet med det klassiske greb, hvor man lægger falsk stemme ind over et kendt klip. På den måde kommer kendte politiske frontpersoner til at sige nogle rigtig sjove ting.

- Det politiske svirp med halen giver noget aktualitet og noget konflikt. Der er noget på spil her, siger Nathalie Larsen.

Børn afbryder interview

10. pladsen på listen med 25.219.401 visninger

Videoen med BBC-kilden Robert Kelly er blevet set flere end 25 millioner gange og er den klassisk vestlige "failvideo", altså en video hvor noget går galt. At det kunne ske for enhver, er noget af det, som tiltaler os, forklarer Nathalie Larsen.

- Den er blevet så populær, fordi der er noget på spil. Han sidder måske i sit livs interview i pænt tøj på live-tv, og historien udvikler sig så. Det er en historie, som folk kan bygge videre på. Det er sjovt, og noget man kender fra dagligdagen, forklarer hun.

De ti mest virale videoer på Youtube

Den komplette top-10-liste over mest sete videoer på Youtube - som ikke er musikvideoer - er rangeret efter antal visninger, delinger, kommentarer, likes og andre kriterier:

  1. Until We Will Become Dust - Oyster Masked (ตราบธุลีดิน - หน้ากากหอยนางรม) | THE MASK SINGER 2

  2. ED SHEERAN - Shape Of You | Kyle Hanagami Choreography

  3. Ping Pong Trick Shots 3 | Dude Perfect

  4. Darci Lynne: 12-Year-Old Singing Ventriloquist Gets Golden Buzzer - America's Got Talent 2017

  5. Ed Sheeran Carpool Karaoke

  6. Lady Gaga's FULL Pepsi Zero Sugar Super Bowl LI Halftime Show | NFL

  7. "INAUGURATION DAY" — A Bad Lip Reading of Donald Trump's Inauguration

  8. history of the entire world, i guess

  9. In a Heartbeat - Animated Short Film

  10. Children interrupt BBC News interview - BBC News