Dansk brandmands træning vækker opsigt

Over 26.000 gange er videoen med Jakob Jakobsen blevet set på en lokal fitnesside.

Tre gange om ugen træner 26-årige Jakob Jakobsen på en trappemaskine, en såkaldt stairmaster, i sit lokale fitnesscenter.

Berlin Firefighter Stairrun

'Berlin Firefighter Stairrun' er en konkurrence for brandmænd, der hvert år i maj finder sted i Berlin.

Man dyster parvis, og i alt deltog 800 folk fra hele verden med i konkurrencen i år.

Trappeløbet er på tid. Hvis man overstiger 10 minutter, bliver man diskvalificeret. De hurtigste fra hovedstadsområdet kan gøre det på 7 minutter og 55 sekunder, mens det absolut hurtigste af de 400 hold i konkurrencen kan tage de 770 trin på 6 minutter.

Han træner op til konkurrencen 'Berlin Firefighter Stairrun', hvor han skal nå 39 etager, svarende til 770 trin, inden for 10 minutter.

Træningen er helt normal for Jakob Jakobsen. Derfor tænkte han ikke, at andre ville være interesserede, når han tog trin efter trin på maskinen, der fungerer som en rulletrappe.

Men centerlederen i hans lokale fitnesscenter, Fitnesslab i Ringsted, ville gerne have en video med ham. 

Nu er videoen blevet set mere end 26.000 gange og delt i lande som USA, Ukraine, Spanien, Costa Rica, Frankrig og Tyrkiet.

- Det kommer virkelig bag på mig. Det havde jeg slet ikke regnet med, siger Jakob Jakobsen og forklarer, at videoen blev offentliggjort for fire dage siden.

Træning i fuld brandmandsudstyr

Jakob Jakobsen har dog en idé om, hvorfor videoen er blevet så populær.

Han træner nemlig i fuld brandvæsen-outfit med røgmaske, jakke og iltbeholder på ryggen, hvilket svarer til mellem 15 til 18 kilo.

- Det er ikke noget, man så tit ser, siger han.

Jakob Jakobsen træner op til konkurrencen Firefighter Stairrun i Berlin, der foregår i maj næste år.
Jakob Jakobsen træner op til konkurrencen Firefighter Stairrun i Berlin, der foregår i maj næste år. Foto: Privat

Men det er ikke uden grund, at han gør det. I konkurrencen skal alle deltagere være klædt i fuld brandmandsudstyr, når de skal løbe op ad trapperne.

For Jakob Jakobsen handler det om at være så godt forberedt som muligt.

- Hvis jeg ikke træner med al udstyr, får jeg ikke en fornemmelse af, hvor meget jeg reelt kan klare, siger han og forklarer, at han sidst nåede 630 trin på 9 minutter.

Presset på en anden måde

Jakob Jakobsen har i seneste fem år været frivillig brandmand på Sydsjælland ved siden af sit job som klejnsmed.

Og det var netop i sit arbejde som brandmand, at han blev inspireret til at deltage i konkurrencen.

- Jeg kommer til at blive presset på en anden måde, end jeg gør i dagligdagen, for det er sjældent, at vi har en brand på 39. etage, siger han.

Jakob Jakobsen skal deltage sammen med en kollega i maj næste år. 

Stairrun er stort især i Tyskland, hvor brandfolk også dyster i slangeudlægning og at løbe op ad stiger, men i Danmark er dillen ved at tage fat. 

Ved den seneste konkurrence vandt brand- og ambulancefolk fra Hovedstadsområdet to sølvmedaljer og en bronzemedalje. Konkurrencen fandt sted ved skyskraberen Park Inn Hotel, der er den tyske hovedstads højeste hus.