Brødre tog verden med storm for 10 år siden: Her er de i dag

16x9
Her er et screenshot fra den verdensberømte video om brødrene Charlie og Harry. Foto: YouTube/HDCYT

Da lille Charlie bed storebror Harrys finger i 2007, kunne ingen vide, at videoen ville blive den mest sete på YouTube.

Over 849 millioner gange er en enkelt hjemmevideo på 55 sekunder blevet set på YouTube.

I løbet af et årti har den indbragt adskillige millioner kroner til familien - men det var et tilfælde, at det virale hit overhovedet havnede på nettet. 

Omdrejningspunktet i videoen er de to britiske brødre Harry og Charlie Davies-Carr, der sidder i en blød lænestol, da Charlie bider storebroren i fingeren.

Harrys ansigtsudtryk, da biddet varer ved, udtrykket "Charlie bit me" og det efterfølgende grin fra lillebroren er hovedingredienserne til et af verdens første virale hits.

I denne uge er det præcis 10 år siden, videoen dukkede op på nettet, og de to brødre er i dag 13 og 11 år.

Ifølge flere medier var videoen med Charlie og Harry den mest sete på YouTube med 129 millioner visninger i oktober 2009, og den havde rekorden i 171 dage frem, indtil Lady Gagas video 'Bad Romance' overtog førstepladsen dengang. 

Nu spekuleres der i hjemmevideoer

Nathalie C. Larsen, der er digital chef ved Lead Agency, mener, at videoen blev så stort et hit, fordi den indeholder bredt genkendelige elementer, god timing og den ufrivillige humor, som børn har.

- Det, der karakteriserer videoen, er, at det er en lillebitte, hverdagsagtig hændelse, der udspiller sig mellem to brødre. Der er høj grad af genkendelighed i situationen og kær, barnlig humor. Der er noget helt jordnært og skønt i scenen mellem de to drenge, som alle kan spejle sig i. Og så hitter børn bare på nettet, siger hun.

Dengang var det ikke almindeligt, at man delte private videoer i det offentlige rum, og på den måde var videoen også banebrydende for genren af hjemmeproducerede videoer, forklarer Nathalie C. Larsen.

Nu bliver der nærmest spekuleret i at være så folkelig og nede på jorden som muligt

Nathalie C. Larsen, digital chef ved Lead Agency

Hun vurderer, at Charlie og broren også ville hitte i dag - men ikke i samme grad.

- Der er en tendens til, at vi vil gerne vil se de almindelige situationer og de ægte, hverdagsagtige formater, men nu bliver der nærmest spekuleret i at være så folkelig og nede på jorden som muligt. Jeg er i tvivl, om den kan måle sig med de store videoer, der produceres i dag, men videoen dør aldrig, for den indeholder ingredienser, der gør en succes, mener hun.

Her kan du se den originale video fra dengang:

I en ny video i anledning af jubilæet kan man se, hvordan de to drenge ser ud i dag:

Har tjent 8,5 millioner

Formålet med hjemmeoptagelsen var at vise klippet til familiemedlemmer - dengang var det en nemmere metode at uploade filen til YouTube, da den var for stor til at sende på mail.

De to brødres far, Howard Davies-Carr, afslører, at han havde tænkt sig at fjerne videoen igen, men opdagede så, at den var blevet populær.

- Da jeg skulle til at slette den, så jeg, at videoen havde fået en masse visninger. Det blev nærmest fordoblet hver dag, siger han ifølge den britiske avis Metro.

Derfor besluttede forældrene sig for at lade den blive på nettet.

Det er interessant at se, hvor meget der er blevet kapitaliseret på videoen

Nathalie C. Larsen, digital chef, Lead Agency

Faren vurderer, de har tjent cirka 1 million pund, hvilket svarer til 8,5 millioner kroner, på den virale video. Derudover har Charlie og Harry medvirket i en række reklamer på baggrund af berømmelsen.

- Det er interessant at se, hvor meget der er blevet kapitaliseret på videoen. De har udviklet merchandise, lavet tv-shows og er blevet en slags ministjerner uden at have noget reelt talent udover, at de er blevet filmet på det rigtige tidspunkt. Så man kan godt lave en kommerciel forretning ud af en simpel, heldig hændelse, siger Nathalie C. Larsen.

Det meste af indtjeningen på videoen er gået til en opsparing til børnenes uddannelse ifølge avisen Metro, som også skriver, at familien stadig bor i det samme hus og endda fortsat har den berømte sofa fra dengang.

I dag er 'Charlie Bit My Finger' den 90. mest sete video på YouTube. På førstepladsen er den sydkoreanske kunstner Psys musikvideo til hittet 'Gangnam Style' fra 2012 - den er i øjeblikket blevet set over 2,8 milliarder gange.