Jagtede gratis nuggets: Nu er teenager den mest retweede person nogensinde

16x9
Carter Wilson kan se frem til et års forbrug af nuggets fra Wendy's. Foto: JIM WATSON / Scanpix Denmark

En uskyldig forespørgsel om gratis Nuggets fra en teenager endte med at give ham en ny verdensrekord.

Talkshow-stjernen Ellen DeGeneres er blevet vippet af pinden som indehaver af det mest retweetede tweet nogensinde.

Den nye indehaver af rekorden er den 16-årige amerikaner Carter Wilson, som har lavet et tweet, der i skrivende stund er blevet retweetet 3.485.176 gange.

Det bekræfter Twitters marketingsprofil tirsdag.

Carter Wilson fik rekorden med hjælp fra burgerkæden Wendy’s.

I april måned spurgte han på bedste tiggermanér burgerkædens twitterprofil, hvor mange retweets der skulle til, før han kunne få gratis nuggets i et år.

- 18 millioner, lød svaret tørt fra Wendy’s profil på det sociale medie.

Og den udfordring tog Carter Wilson op. Han tog et screenshot af sin korrespondance med Wendy’s med teksten.

- Hjælp mig please. En mand har brug for sine nuggets.

Det har efterfølgende fået det rekordhøje antal Twitter-brugere til at retweete Wilsons bøn. Et retweet kan sammenlignes med en deling på Facebook og gør, at det oprindelige tweet kommer ud til flere mennesker.

Selvom tweetet endnu ikke har ramt de 18 millioner retweets, som aftalen lød på, har Wendy’s overgivet sig og efterkommet Carter Wilsons ønske om et års forbrug af Nuggets.

Derudover donerede burgerkæden 100.000 dollars til et velgørende formål.

Dermed er Ellen Degeneres’ berømte Oscartweet, hvor hun mænger sig med kendisser som Brad Pitt, Julia Roberts og Meryl Streep nu kun det næstmest retweetede tweet i historien.