'Allerede da jeg humper hen mod hende, kan jeg mærke tårerne'

Ville du tage fusen på din kæreste? Niels Peter Dahl havde et særligt formål, da han humpede af banen under en rugby-kamp.

Idéen opstod som en hurtig indskydelse for Niels Peter Dahl i sidste uge. 

- Da jeg skulle til at sove torsdag aften, tænkte jeg: "Nu gør jeg det sgu", fortæller han. 

Den 34-årige mand fra Aarhus har længe vidst, at han ville fri til sin kæreste, men den helt rigtige lejlighed manglede. 

Jeg bliver tit skadet, og det ville ikke overraske nogen, at jeg skulle bæres ud af banen

Niels Peter Dahl

- Jeg vidste, jeg ville gøre det på en speciel måde, men ikke lige hvordan. Jeg ville gøre det ordentligt. Man gør det jo forhåbentlig kun en gang, fortæller han. 

Turde næsten ikke få bolden

Efter at have sovet på det, skyndte Niels Peter Dahl sig ud for at finde en ring og inviterede kæresten Sandras familie til sin rugbykamp lørdag. Her skulle det store spørgsmål stilles. 

- Min træner havde ringen i lommen, og både mit eget hold, modstanderholdet og dommeren var sat ind i planen, fortæller han. 

 Åh nej, har han nu brækket benet, eller er der sket noget alvorligt?

Sandra Camilla Landsfeldt

På et aftalt tidspunkt skulle han smide sig på jorden og lade som om, han var kommet alvorligt til skade for at snyde sin kæreste. 

- Jeg er jo ved at være en gammel mand på 34 år, så jeg bliver tit skadet, og det ville ikke overraske nogen, at jeg skulle bæres ud af banen. Alligevel var jeg nervøs i hele kampen op til. Jeg turde næsten ikke få bolden. Tænk nu, hvis jeg blev rigtigt skadet, inden tid var?

Har han brækket benet?

Da Niels Peter Dahl blev ramt af sin falske skade, stod holdkammerater og træner klar til at hjælpe ham humpende ud af banen.

Undervejs kalder de på kæresten Sandra. 

- Jeg ser, han ligger der og tænker: "Åh nej, har han nu brækket benet, eller er der sket noget alvorligt?". Jeg kunne høre, de kaldte på mig, men jeg kunne ikke forstå, hvad jeg skulle hjælpe med inde på banen. Jeg er jo gravid, så jeg kunne ikke hjælpe med at løfte ham, fortæller Sandra Camilla Landsfeldt. 

- Allerede da jeg humper hen mod hende, kan jeg mærke tårerne i øjenkrogen, siger Niels Peter Dahl. 

Han får ringen fra sin træner, og da han står over for Sandra, synker hans 'skadede' ben sammen under ham, og han falder på knæ, omgivet af familie og holdkammerater.

- Det kom som en stor overraskelse. Jeg kan nærmest ikke huske, hvad der skete. Jeg blev bare utroligt lykkelig. Det er ham, jeg vil leve sammen med, så jeg blev overvældet af glæde og sagde selvfølgelig ja med det samme, fortæller hun.

Vandt 67 - 19 

Efterfølgende stod Sandra Camilla Landsfeldts mor straks klar med champagne, og Niels Peter Dahl blev fritaget fra resten af kampen, så han kunne fejre sin forlovelse.

Selve kampen endte også godt: 

- Vi vandt faktisk 67 - 19, selvom de skulle undvære mig de sidste 20 minutter, griner Niels Peter Dahl, der altså også vandt sin kærestes hjerte, selvom hun havde forestillet sig frieriet anderledes: 

- Jeg havde nok tænkt det lidt mere intimt og uden så mange mennesker. Det var meget overvældende, at alle de andre stod og klappede. Men det var virkelig en genial og sød måde, han gjorde det på. Jeg er stolt af, at han turde, og rugby betyder jo meget for ham. Det er dér, hans omgangskreds er, og de havde arrangeret kolde øl og grill efter kampen, så vi fik en god dag, fortæller Sandra Camilla Landsfeldt. 

Parret har endnu ikke fastsat en dato for brylluppet, der i modsætning til frieriet bliver småt og intimt. I hvert fald i første omgang. 

- Vi skal snakke om, om det skal være inden vores lille pige kommer til verden i slutningen af juni, men uanset hvad holder vi ikke noget stort lige nu og her. Det bliver stille og roligt, og så kan vi holde noget større senere, siger Sandra Camilla Landsfeldt. 

Dansk Rugby Union har viderebragt Niels Peter Dahls video af det utraditionelle frieri på deres Facebookside. Den er indtil videre blevet set knap 7000 gange.