Chokeret mor om barns netsikkerhed: - Jeg rystede lang tid efter eksperimentet

Jeanette så hvordan hendes datters computer blev hacket. Pludselig kunne hun se datteren på skærmen.

Jeanette Brandt Jørgensen og hendes datter bliver i en ny video om cybersikkerhed udsat for et eksperiment. Eksperimentet blæser moren bagover, for 'hackeren' får adgang til helt private informationer og kan endda se direkte på datteren - uden at hun ved det.

Siden Codan Forsikring for lidt over en uge siden lagde videoen om cybersikkerhed på nettet, er den blevet set mere end to millioner gange.

Videoen viser et kontrolleret eksperiment, hvor forældre får vist, hvor nemt det er at hacke deres børns computer, og resultatet blæser både de medvirkende og mange af de to millioner bagover.

Jeg rystede lang tid efter det her eksperiment. Det er så ubehageligt. Det er jo mit barn.

Jeanette Brandt Jørgensen, mor til Natasha

Især bliver Jeanette Brandt Jørgensen i videoen enormt berørt af at se sin datters informationer blive hacket. Da eksperten nemt får adgang til datterens webcam, og han kan se alt, hun laver, må Jeanette vende sig væk.

- Hvor er det skræmmende, altså jeg tænker... når hun sidder i sin seng... Jeg kan slet ikke have det. Og når hun står og... Hun tager jo altid sin computer med ud i bad. Altså og hører musik, arj mand, siger Jeanette Brandt Jørgensen.

Da hun gæster 'Go' morgen Danmark' tirsdag, forklarer hun

- Nu regner man jo med, at ens børn er fornuftige, og det synes jeg også at vores børn er, så jeg har ikke haft en nervøsitet over det (at de færdes på nettet red.), men efter det her eksperiment, så har jeg tænkt, gør de nu også det som vi har bedt dem om, siger Jeanette Brandt Jørgensen og fortsætter:

- Jeg blev faktisk rigtig ked af det, og jeg rystede lang tid efter det her eksperiment. Det er så ubehageligt. Det er jo mit barn.

Og hendes mand giver hende ret:

- Jeg tør slet ikke tænke på konsekvensen af, hvad de kunne gøre, siger Tommy Brandt Jørgensen.

Et opsat eksperiment

Eksperimentet er sat op, så barnet sidder i ét rum og forældrene i et andet. Herefter skal en it-ekspert hacke sig ind på barnets computer. Men eksperimentet er planlagt, og derfor instrueret på visse punkter.

For eksempel er den ene forældre klar over, at eksperten vil hacke deres barn, men i videoen har Codan fokus på reaktionen fra den uvidende forælder. I deres beskrivelse af eksperimentet skriver Codan:

"Da det er en kriminel handling at hacke, havde Codan inden eksperimentet allieret sig med den ene forælder, der havde givet tilladelse til dette. Barnet, der bliver hacket, blev også informeret om dette lige inden eksperimentets opstart. Forælderen, der vidste besked, blev bedt om at holde sig neutral under optagelserne. Filmen fokuserer på reaktionerne fra den uvidende part."

Barnet bliver instrueret i at åbne den fil der bliver sendt til dem, og de medvirkende er fundet igennem et castingbureau. Det vil sige, at familierne er ægte, men at Codan har fået professionel hjælp til at finde frem til dem. Alligevel mener Codan, at videoen uden tvivl viser et virkeligt scenarie.

Filen, som barnet downloader, er en som mange hackere bruger, og den giver adgang til at kunne se direkte ind på barnets værelse igennem computeren eller telefonens indbyggede kamera. Derudover får hackeren adgang til store dele af de filer, som befinder sig på barnets computer. For eksempel private feriefotos.

Realistisk scenarie?

Flere har under videoen kommenteret, at de aldrig ville klikke på sådan et link, men at barnet rent faktisk åbner sådan en fil er rimelig realistisk, mener Errit Müller, der er it-eksperten som udførte eksperimentet.

- Det er meget realistisk. Man skal tænke på, at vi sidder i en kontekst, hvor vi udnytter noget af det som børnene allerede har skrevet på Facebook. Det kan være, at de har liket noget tøj og sko, og vi misbruger den information til at få dem til at klikke på det her link, og der tror jeg, at det er meget realistisk, at børnene vil klikke på det her link.

Og hans påstand er ifølge tal fra Epinion ikke taget ud af blå luft. Undersøgelsen, som Epinion har lavet for Codan i februar, viser, at 17 procent af de adspurgte børn er kommet til at bruge penge på nettet, 10 procent har været i kontakt med fremmede og ni procent har downloadet ulovlige eller skadelige filer.

Lavpraktisk råd

I oktober var formand for Digital Sikkerhed Rasmus Theede 'Go' morgen Danmark', og fortælle om, hvordan man helt lavpraktisk kan gardere sig mod cyberkriminalitet.

- Mange af de angreb vi ser i dag kunne være undgået, hvis man havde skiftet sin kode eller havde sat sig lidt ind sine apparater. Hjemme hos mig har vi sat tape på rigtig mange kameralinser, siger han.

Hans opfordring er altså først og fremmest, at man skal lave en god kode på sine apparater, lære dem at kende og sæt eventuelt noget tape over de forskellige kameraer, som man finder i nyere elektroniske apparater.

Nedenfor kan du se anbefalingerne til, hvad du skal drøfte med dit barn, når det kommer til netsikkerhed.

Sådan hjælper du børn og unge på sikker digital kurs

Vis interesse og involvér dig i dit barns digitale liv på sms og internettet

Stil spørgsmål til, hvor dit barn færdes på nettet. Tal eksempelvis om, hvor hurtigt eller langsomt man skal svare på en sms, hvem man skriver sammen med, og hvad der er OK at chatte om.

Tal åbent om mobilens og internettets positive og negative sider

Internettet giver adgang til en verden af viden og masser af sjov og leg. Men man kan som barn også støde på billeder, film eller beskeder, der er svære at forholde sig til. Lav en aftale om, at dit barn altid kan komme til dig, hvis han eller hun oplever noget ubehageligt

Det er let at misforstå hinanden, når man sender beskeder

Tal derfor med dit barn om, at man kun skal skrive ting, man også ville sige ansigt til ansigt. Og at det kan være en god idé at bruge smileys og emojis for at vise, at en besked er venlig ment.

Nettet efterlader spor

Gør barnet opmærksom på, at digitale spor, i form af eksempelvis billeder eller tekst, kan blive liggende på nettet i mange år efterfølgende – også selv om man ikke bryder sig om det.

Vær opmærksom på at dele billeder

Lav aftaler om, at barnet aldrig må sende billeder af sig selv til fremmede personer. Og at man altid skal spørge, før man lægger billeder på nettet af andre. Gør det også klart, at barnet ikke må mødes med personer, han eller hun har mødt på nettet, uden at fortælle dig om det først.