Dansk reklame hitter i hele verden: Vi danskere kan ikke tåle solen - hjælp os

En dansk tv-kampagne, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag, får stor opmærksomhed i udlandet. 'Hjælp en dansker', lyder budskabet.

Hvert år drager mange danskere sydpå med forventninger om sol og varme. Flere vender dog hjem fra ferien i syden med solskoldninger, fordi de bruger solcreme med for lav faktor.

Det har fået Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden til at lave en lidt alternativ tv-kampagne, der skal sætte fokus på danskernes solvaner, når de rejser sydpå.

- Hjælp en dansker i solen i Thailand, Spanien, Grækenland, Frankrig eller Italien, lyder opfordringen i den nye kampagne, som har radioværten Mikael Bertelsen i hovedrollen.

I fem forskellige kampagnevideoer holder han tv-taler på henholdsvis thai, spansk, græsk, fransk og italiensk og ved sin side står en gruppe danskere, der har fået lidt for meget sol på deres badeferie.

Se den græske version her:

Formålet er at få lokalbefolkningen på de populære feriedestinationer til at huske de danske feriegæster på, at de skal smøre sig ind i solcreme, tage solhat på og holde sig i skyggen.

Udenlandsk opmærksomed

Selvom kampagnen kan virke som et satirisk indslag har den allerede haft sin virkning. Flere af de europæiske lande, som reklamevideoen henvender sig til, har taget budskabet til sig, og større medier rundt om i Europa omtaler kampagnen.

Mikael Bertelsen folder sig ud på henholdsvis thai, spansk, græsk, fransk og italiensk i den nye kampagne fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden.
Mikael Bertelsen folder sig ud på henholdsvis thai, spansk, græsk, fransk og italiensk i den nye kampagne fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden. Foto: Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden

Britiske BBC skriver blandt andet, at det er en humoristisk kampagne, der formår at øge bevidstheden om problemet. Også Le Figaro, der er en af Frankrigs største aviser, omtaler solkampagnen som 'skæv og humoristisk' og opfordrer franskmændene til at hjælpe danskerne med at passe på solen.

Spaniens største avis El Pais har også fået øjnene op for den danske kampagne, og den italienske avis La Repubblica beskriver den som original og opfordrer til, at italienerne hjælper deres 'nordiske venner' med at huske solcremen.

I videoen øverst i artiklen kan du se Mikael Bertelsen folde sig ud på thailandsk. Videoen fra helpadane.com er i skrivende stund blevet set over 500.000 gange på Youtube.

Se den italienske, spanske og franske version af reklamen her: